Politikere: Pro-palæstinensiske budskaber hører ikke hjemme i klasseværelset

FOTO: Henning Bagger/Henningbagger/Ritzau Scanpix

Skrevet af

17. april 2024

Cordelia Weber

ancow@radio4.dk

Allan Christiansen

alch@radio4.dk

Det er skoleledelsens ansvar at holde politiske budskaber ude af folkeskolen. Det mener politikere efter en sag, hvor en lærer oplevede at stå alene i en konflikt med eleverne. 

(Opdateret kl. 17.15 med henvendelse fra Greve Kommune)

Pro-palæstinensiske budskaber som ‘Free Palestine’ hører ikke hjemme på tavlen i folkeskolen.  

Det siger Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet til Radio4.  

- Klasseværelset er et rum, som kan inkludere alle, og det vil sige, at der ikke er nogen lærere eller elever, der skal føle, at de bliver presset ind i en bestemt politisk, religiøs eller kulturel agenda, udtaler næstformand for børne- og undervisningsudvalget, Frederik Vad (S).  

Folkeskoleordfører fra Dansk Folkeparti, Alex Ahrendtsen, er enig i, at skoleledelsen bør stå bag lærere, der insisterer på, at klasseværelset skal været et politisk neutralt rum.  

- Jeg vil opfordre til, at man holder skolen nogenlunde politisk neutral, fordi der er mange andre politiske budskaber, man kunne skrive på den tavle, hvis man først tillader det, siger han. 

Reaktionerne kommer, efter at Radio4 onsdag kunne fortælle om folkeskolelærer Erling Böttcher fra Arenaskolen i Greve, der flere gange har holdt fast i at viske pro-palæstinensiske budskaber ud, som eleverne tegnede på tavlen. 

Erling Böttcher og nogle af hans kollegaer efterspurgte en udmelding fra ledelsen om, at klasseværelset er et politisk neutralt rum, men den kom ifølge Erling Böttcher aldrig. 

Han siger, at skolelederen i stedet mente, at Erling Böttcher selv skulle viske ’Free Palestine’ ud, som hvis det var en tegning af en tissemand. 

Efterfølgende eskalerede konflikten, og han er nu sygemeldt på grund af et vanskeligt arbejdsklima. 

Frederik Vad fortæller, at han er rystet over, at en lærer ikke får ledelsens opbakning til at slå ned på politiske budskaber. 

- ’Free Palestine’ er ikke bare en tegning af en tissemand. Det er et politisk budskab. Jeg synes, at det er et problem, at ledelsen ikke kan se alvoren i det, udtaler han til Radio4.  

Alex Ahrendtsen er også kritisk over for, at der på Arenaskolen i Greve var en lærer, der også skrev ‘Free Palestine’ på tavlen for at udvise sympati for de elever, der havde palæstinensisk baggrund.  

- Der er en lærer, som anerkender det ved at skrive det på tavlen, og der er andre, der ikke vil have det. Det går simpelthen ikke, og det er derfor, at skoleledelsen er ansvarlig for den sygemelding af læreren, siger Alex Ahrendtsen.  

Skoleleder på Arenaskolen i Greve Martin Frank Nielsen er ikke vendt tilbage på Radio4s spørgsmål. 

Greve Kommune oplyser, at det er borgmester Pernille Beckmann (V), der udtaler sig om sagen, men at hun ikke har haft mulighed for at stille op til interview.

Radio4 har også forsøgt at få en kommentar til sagen fra undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), men han har ikke haft mulighed for at stille op til interview. 

Afspiller nu

KRIMILAND

06:05
07:00