Franske højhastighedstog ramt af brandangreb før OL-åbning

Franske højhastighedstog ramt af brandangreb før OL-åbning

De franske statsbaner, SNCF, melder om koordineret "vandalisme" mod højhastighedstog før OL-åbningsceremoni.. Ukendte gerningsmænd har forvoldt skader ved Frankrigs TGV-højhastighedstog ved en række koordinerede aktioner, som har skabt større forstyrrelser på landets mest travle jernbane forud for åbningsceremonien ved OL i Paris. Det oplyser de franske statsbaner, SNCF, som siger, at der har været aktioner "i stor skala", og at jernbanenetværket er lammet. - SNCF har været offer for flere samtidige ondsindede handlinger i løbet af natten til fredag, hedder det i en udtalelse fra SNCF, som fastslår, at der er tale om ildspåsættelser. Ingen personer eller grupperinger har indtil nu taget ansvaret for aktionerne. Brandstifterne er gået efter en række installationer langs de jernbanelinjer, som forbinder Paris og øvrige franske regioner. - Angrebene har påvirket både de atlantiske, nordlige og østlige toglinjer. Det forventes at påvirke omkring 800.000 passagerer, lyder meldingen fredag formiddag. - Brandangreb blev udført for at skade vores anlæg, siger selskabet, som siger, at reparationer vil finde sted hen over hele weekenden, hvilket fører til aflysninger af en del tog. SNCF råder passagerer til at udsætte deres rejser og undgå togstationer. Den franske idrætsminister, Amélie Oudéa-Castéra, fordømmer aktionerne. - At angribe legene er at angribe Frankrig, siger hun til tv-stationen BFMTV. Åbningsceremonien finder sted fredag aften på Seinen i det centrale Paris. Her vil tusindvis af atleter blive sejlet godt seks kilometer ned ad floden, mens omkring 600.000 tilskuere forventes at tage opstilling langs Seinen for at kigge på. Sommerlegene er officielt placeret i Paris, men begivenhederne kommer til at være spredt ud over en række større og mindre byer i Frankrig. Sikkerhedsforanstaltningerne er enorme. Ifølge avisen Le Monde er over 30.000 politifolk og 10.000 soldater samt yderligere sikkerhedsfolk indsat under åbningsceremonien. På banegården Montparnasse i det centrale Paris stod mange passagerer og ventede på information fredag formiddag. - Normal trafik ventes først at blive genoptaget den 29. juli, lød et opslag fra SNCF. - Vi ankom her klokken 7.00 til morgen, og så får vi at vide, at vi måske først kan komme til at rejse på mandag, sagde en 27-årig studerende ved navn Jocelyn, som skulle have rejst til Bretagne fredag. - Vi havde ventet, at det ville være en smule kaotisk i Paris i dag, men vi havde ikke forestillet os, at det ville blive så slemt, tilføjede hun. /ritzau/AFP

Læs artikel

Alle nyheder

Afspiller nu

A-Z

23:00
03:00