Forvaringsdømt pædofil spillede med i 'Jagten'

Skrevet af

27. april 2026

Cordelia Weber

ancow@radio4.dk

Hilde Agergaard Svendsen

hisve@radio4.dk

En pædofilidømt pædagog optrådte som statist i filmhittet ’Jagten’ om en pædagog, der anklages for seksuelle overgreb imod et barn.

Den populære film ‘Jagten’ med Mads Mikkelsen gemmer på en uhyggelig hemmelighed.

I Thomas Vinterbergs prisbelønnede film fra 2012 spiller Mads Mikkelsen en pædagog hvis liv falder fra hinanden, da han udsættes for ubegrundede pædofilianklager.

RADIO IIII kan nu fortælle, at en af de medvirkende statister i ‘Jagten’ er en pædagog, der samme år, som filmen blev optaget, begik seksuelle overgreb på børn.

Administrerende direktør i Zentropa, Anders Kjærhauge, udtaler, at Zentropa ikke var bekendt med sagen, før RADIO IIII rettede henvendelse, og derfor heller ikke kender sagens detaljer.

- Vi kan bekræfte, at Jesper Witte har været statist på filmen Jagten, som blev optaget i 2011, hvor han medvirkede i en enkelt scene og havde en enkelt optagedag, oplyser Anders Kjærhauge i et skriftligt svar.

Zentropa har efter RADIO IIIIs henvendelse undersøgt Jesper Wittes medvirken og Anders Kjærhauge fortæller, at Jesper Witte medvirkede i en enkelt scene og havde en enkelt optagedag i 2011.

- I den pågældende scene medvirkede udelukkende andre voksne statister og skuespillere, og den research vi har gennemført de seneste dage viser, at Jesper Witte ikke var i kontakt med nogen børn i forbindelse med hans arbejde på filmen, udtaler han.

Anders Kjærhauge skriver videre: “Vores tanker går til de berørte ofre i sagen.

Et gennemsyn af filmen viser, at Jesper Witte optræder som statist i ‘Jagten’ i en scene, hvor en gruppe bekymrede forældre og pædagoger samles i den børnehave, hvor filmens hovedperson arbejder.

I scenen lytter Jesper Witte intenst og kommer med udbrud, da børnehavens leder, som spilles af Susse Wold, fortæller, at der er opstået mistanke om, at en pædagog i børnehaven har begået overgreb mod et af børnene.

Samme år som Jesper Witte foregav at være bekymret pårørende i en film, begik han selv overgreb på børn, han havde mødt i den institution, hvor han arbejdede som pædagog.

Det kan RADIO IIII fortælle i podcastserien ‘Vores lille hemmelighed’, der handler om Jesper Witte.

Jesper Witte blev i 2024 idømt forvaring ved Retten i Hillerød for seksuelle overgreb begået mod flere forskellige børn gennem en årrække.

Han har erkendt dele af det, han har dømt for, men har anket sagen til Landsretten.

I et skriftligt svar til RADIO IIII oplyser Jesper Witte, at han tager ansvar for sine handlinger.

Afspiller nu

Hårde odds

13:05
13:30