“I strid med loven”: Professor vil have minister på banen i børnesag

Skrevet af

8. marts 2025

Allan Christiansen

alch@radio4.dk

Jeppe Reedtz Husted

jrh@radio4.dk

Nicolai Dandanell

nicod@radio4.dk

Søren Mejer Jensen

smje@radio4.dk

Det var “i strid med loven”, at ansatte behandlede en sag, hvor deres kollega var plejemor for to børn, som afdelingen havde tvangsanbragt. Det vurderer professor, som vil have minister på banen.

Rådgivere lavede gennem mere end to år sagsbehandling og førte tilsyn, mens to søstre var tvangsanbragt hos deres kollega i Sønderborg Kommune.   

Og det var “i strid med forvaltningsloven”, vurderer professor Frederik Waage over for RADIO IIII.

- Inhabilitetsreglerne handler om tillid til forvaltningen, og anbringelse af børn er et af de mest alvorlige indgreb, som en kommune foretager over for borgere. Og der er det nødvendigt, at sagsbehandlingsreglerne overholdes meget nøje, siger han.

Frederik Waage påpeger, at fortolkningen af, om der er inhabilitet i forvaltningen, altid beror på en konkret vurdering, men han mener, at det bør undersøges, hvor udbredt det er, at ansatte i Børn og Familie-forvaltninger samtidig er plejeforældre.

- Man bør stramme op på det her, og man bør sådan set også, eventuelt fra Socialministeriets side være opmærksom på, om det her er en udbredt praksis i kommunerne, for det er i hvert fald ikke en holdbar praksis, siger han.

Udtalelsen kommer, efter at RADIO IIII tidligere har kunnet afdække, at Sønderborg Kommune anbragte børnene hos en ansat i den kommunale afdeling, som tvangsfjernede børnene.

Kommunen placerer ikke længere anbragte børn hos ansatte i afdelingen, og børnene er nu flyttet på børnehjem.

Men på et møde i april 2023 bad de biologiske forældre direkte om, at deres døtre blev flyttet væk fra plejefamilien.

Den biologiske far sagde, at "plejemor jo er ansat her i forvaltningen", og gav udtryk for, at det bekymrede ham. Lederen afviste forældrenes ønske, fordi der var "en god tilknytning" mellem pigerne og plejeforældrene.

- Det her handler ikke om hvor godt børnene har det, det handler om inhabilitet. Derfor skulle de fra start have overdraget den sag til en anden kommune. De er ikke i en position, hvor de kan vurdere, om børnene har det godt hos den her familie, siger Frederik Waage.

Advokat med speciale i socialret Mads Pramming kalder det “ekstremt usædvanligt” og mener, at Sønderborg Kommune læner sig op ad et “hardcore, forvaltningsretligt problem”. 

- Jeg synes slet ikke, at man kan udelukke, at der er noget her, der er ulovligt, siger Mads Pramming.

RADIO IIII har spurgt Sønderborg Kommune, om de har fået vurderet lovligheden af den konstruktion, som de to børn har været anbragt i.

Sønderborg Kommune ønsker ikke at kommentere den konkrete sag med henvisning til tavshedspligt. 

Afspiller nu

Aften

17:05
20:00