Frank Jensen ’har kæmpet sig ud af’ MeToo-båsen: - Andre kommer videre

Skrevet af

7. februar 2025

Mads Juul

manoe@radio4.dk

Den forhenværende københavnske overborgmester Frank Jensen fortæller i nyt portrætprogram på RADIO IIII, at han ikke længere føler sig defineret af sit MeToo-forløb.

Mange mænd er siden den danske MeToo-bevægelses begyndelse i 2020 havnet i medierne og befolkningens søgelys.

Men det uheldige persongalleri er Frank Jensen ifølge ham selv ikke længere en del af. 

Det forklarer han i RADIO IIII's nye podcast ’Et kapitel for sig’ beværtet af portrætforfatter Anne Sofie Kragh.

- Det har jeg kæmpet mig ud af. Jeg opfatter mig ikke sådan længere, siger han.

Det er første gang, at Frank Jensen taler ud om forløbet, som betød, at han måtte stoppe som på sin post som Københavns overborgmester.

I podcasten fortæller han, at han i dag ikke længere føler sig defineret af anklagerne om seksuelle krænkelser, der i slutningen af 2020 blev beskrevet i samtlige danske medier. 

’Folk er søde’

Frank Jensen, der i dag er selvstændig rådgiver og bestrider en række bestyrelsesposter, forklarer, at folk ikke udelukkende ser hans blakkede fortid, når de møder ham.

- Jeg ved, at andre mennesker kommer videre. Man tror selv, når man møder andre mennesker, at de tænker dét og kun dét. Sådan er det ikke. 

- Hvordan ved du det? 

- Det fortæller folk mig.

- Har du spurgt dem? 

- Ja ja, det har jeg da. Og folk er også søde at fortælle mig det.

Frank Jensen forklarer, at der i de fire år, som er gået siden de første anklager, kun er én enkelt person, som har ytret, at han ikke brød sig om ham.

- Jeg har fået virkelig mange søde reaktioner. Måske ikke fordi folk synes, at det er i orden, hvad jeg er blevet beskyldt for, men fordi de gerne vil anerkende, at jeg også var mere end det, siger han.

Du kan lytte til den første episode af ’Et kapitel for sig’ med Anne Sofie Kragh i RADIO IIII’s app.

Afspiller nu

Det billige skidt med Holm og Klein

05:30
06:00