“Et problem”: Kommune undlod at fortælle tilsyn plejemors ansættelse

Skrevet af

7. marts 2025

Allan Christiansen

alch@radio4.dk

Jeppe Reedtz Husted

jrh@radio4.dk

Søren Mejer Jensen

smje@radio4.dk

Sønderborg Kommune undlod at dele oplysninger om en plejemors ansættelse i kommunens Børn og Familie-forvaltning med Socialtilsynet. Eksperter retter kritik af forløbet.

Sønderborg Kommune tilbageholdt en "frygtelig relevant” information, da de ansøgte om, at en ansat i Børn og Familie-forvaltningen skulle godkendes som plejemor.

Det viser kommunens ansøgning om godkendelse af plejefamilien til Socialtilsyn Syd, som RADIO IIII har fået aktindsigt i.

Plejemorens rolle som henholdsvis plejemor og leder i den afdeling, som tvangsanbragte børnene, har tidligere mødt stor kritik fra eksperter.

Og netop den opsigtsvækkende detalje om plejemorens ansættelse undlod Sønderborg Kommune at informere Socialtilsynet om.

- Som udgangspunkt må vi jo gå ud fra, at de ikke har fået det at vide, når det ikke står i ansøgningen. Det, mener jeg, er et problem, siger Frederik Waage, professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet.

- Socialtilsynet bør i sådan et tilfælde efter min opfattelse netop råde kommunen til, at de ikke selv forestår tilsynet, men at de overlader det til en anden kommune, siger han videre.

Frederik Waage mener, at hele sagsbehandlingen skulle have været varetaget af en anden kommune.

I ansøgningen skriver forvaltningens stabschef, at plejemor “er uddannet socialrådgiver”, og at hun “arbejder til dagligt med socialt udsatte børn og familier”.

De skriver også, at “hun har et indgående kendskab til børn med særlige behov og anbragte børn generelt”, ligesom hun “har stor viden og erfaring” i forhold til samarbejdet med institution, Børnehus Syd, familieplejekonsulenter, PPR og lignende.

Men kommunen skriver ikke, at plejemor arbejder i den afdeling, som også har indstillet til, at pigerne skulle anbringes.

- Jeg kan slet ikke forstå, hvordan man undlader at skrive det, siger Bente Adolphsen, juridisk konsulent med mere end 30 års erfaring fra børneområdet.

Hun kalder informationen “frygtelig relevant”, fordi det i ansøgningen kan bruges til at dokumentere, at plejemor besidder direkte erfaring med belastede børn og unge.

RADIO IIII har spurgt Socialtilsyn Syd, om de er forpligtet til at forholde sig til oplysningen, hvis de bliver bekendt med mulig inhabilitet i forbindelse med godkendelsen af en plejefamilie.

Socialtilsyn Syd ønsker ikke at medvirke.

Sønderborg Kommune ønsker ikke at kommentere den konkrete sag.

Plejeforældrene opsagde i december kontrakten, og børnene har siden januar boet på børnehjem.

Afspiller nu

Aften

17:05
20:00