Holm og klein giver naturen en stemme

Skrevet af

26. marts 2024

Rosa Dehn Callesen

rosa@radio4.dk

Alt for ofte ender naturen som bænkevarmer i den offentlige debat. Det sætter Sebastian Klein og Alexander Holm nu en stopper for i nyt liveprogram på Radio4. ’Det billige skidt’ – tidens vigtigste aktualitetsprogram, er programmet, der giver naturen en stemme

Nu skal det være slut med at smadre naturen uden konsekvenser!
I nyt Radio4-program går Holm og Klein all in i forsvaret på Moder Jord, når de hver uge formidler ugens vigtigste, varmeste og vildeste historier fra dyre- og planteriget. ’Det billige skidt’ er en naturpolitisk ugerevy, der er er fyldt med holdninger, humor og markante meninger, når Holm og Klein bider fra sig på naturens vegne.  
 
”Det er på tide, at naturen endelig får en stemme. Indtil nu har det jo været sådan, at Alexander og jeg er blevet inviteret ind i andre folks programmer, hvis de havde et emne, de ønskede vores kommentar til. Nu har vi vores eget program, der kun handler om naturen. Vi sætter vores egen dagsorden, det bliver fedt. Og vi kan nok ikke undslå os fra at komme med en lille holdning i ny og næ – men vi er bare klar på at tage naturen i forsvar. Den gør det jo ikke rigtigt selv – selv om der er masser af angreb på den,” siger Sebastian Klein.

Naturfarvet så det batter

Hverken Holm eller Klein lægger ikke skjul på, at det bliver politisk, når man tager naturen i forsvar. Derfor er ’Det billige skidt’ også et farvet program – ikke partipolitisk, men naturfarvet. Målet for værtsparret, der er en slags naturens vagthunde, er at åbne folks øjne for, hvor fantastisk og fascinerende naturen er. Og få os til at forstå konsekvenserne af, vores behandling af naturen.
 
”Jeg kan stadig blive forundret over, hvor store frontalangreb, vi laver på naturen, selv om vi udmærket ved, hvor dumt det er. Vi kan ikke leve uden økosystemer i balance, så vi er jo godt i gang med at save den gren over, vi sidder på. Vi fører ren symbolpolitik, med for eksempel fiskekvoter, der er så høje, at de aldrig bliver mødt og trawlforbud på steder, ingen trawler – mens vi er frække nok til at lade som om, vi gør en hel masse. Den går ikke længere,” lyder det fra Alexander Holm.
 
’Det billige skidt’ er 50 minutters aktualitetsradio, der sender live alle fredage fra kl. 12.10. Første program bliver sendt 5. april på Radio4.

værterne kort

Alexander Holm: Biolog med speciale i naturbeskyttelse og formidling. Podcastvært på ’Den Dyriske Time’, forperson for Arternes Forening, foredragsholder, konsulent og nørd.

Sebastian Klein: Har mere end 20 års erfaring som tv-vært, er forfatter, foredragsholder og amatørornitolog om en hals.

Afspiller nu

PORTRÆTALBUM

07:05
09:00