Radio4 varmer op til en historisk sportssommer med verdens sjoveste og længste prisshow. ’Top 1’ er programmet, hvor alle sportshelte bliver hyldet og hædret - og du kan være med til at bestemme for hvad.
Hvem er sportsverdenens sødeste kammerat? Hvem har feltets lækreste overskæg? Og hvilken sport er verdens mindst seværdige? Det er spørgsmål, der indtil nu har stået ubesvarede hen til trods for en ellers omfattende sportsdækning. Men nu tager sportsværterne Amalie Bremer og Nicklas Degn udfordringen op i ’Top 1’.
Hver mandag til torsdag frem til den historisk varme sportssommer, der byder på både Tour de France, fodbold-EM, Wimbledon og OL, hylder og hædrer Amalie Bremer og Nicklas Degn sportens helte i et prisshow, der – modsat alle andre – ikke kan blive for langt. I alt skal knap 50 priser i skøre, men absolut vigtige sportskategorier, uddeles.
Og alle kan være med. Skriv ind til sport@radio4.dk eller direkte til Amalie Bremer og Nicklas Degn på deres sociale medier, hvis du har gode ideer til kategorier eller vindere.
For det skal vel være Cristiano Ronaldo, der vinder prisen som historiens dårligste taber… eller er det John McEnroe? Nej, det må da være Ronnie O’Sullivan! (Men sig det ikke til de to andre…)
’Top 1’ har premiere mandag den 15. april og kan høres mandag til fredag kl. 13.30 på Radio4 – eller som podcast, når det passer dig.