30 episoder

7. august
Da coronaen ramte gik det ud over Zirkus Nemos sommerturné, der skulle have startet 1. april. Vi taler med cirkusdirektør og skuespiller Søren Østergaard om, hvad det har gjort ved hans forretning og cirkus. Også hvad det gør ved ham, at han lige nu stadig venter på at få økonomisk statsstøtte gennem hjælpepakkerne. Derudover kan du i dagens Sommertid også genopleve dejlige klip med karakteren Smadremanden, som Søren Østergaard fortæller om i udsendelsen.

6. august
Nikolaj Cederholm er som teaterinstruktør lige på trapperne med en ny teaterkoncert. Men det har været et meget mærkeligt forløb op til. På grund af corona er prøverne nemlig foregået digitalt hver for sig. Men corona-isolationen har lært ham og alle involveret i projektet noget, som de kan bruge, når der om lidt er premiere på "Teaterkoncert C.V. Jørgensen" på Århus Teater. Nikolaj fortæller i programmet også om sin kærlighed til træer og det at balancere sten. Og det er et sommertip, han giver videre til lytterne i Sommertid.

5. august
Lone Simonsen er en af verdens førende pandemiforskere og blev herhjemme for alvor kendt som Corona-Lone, da hun sammen med journalist Asger Juhl leverede coronanyheder og viden til danskerne via Den Uafhængige. Vi taler med Lone Simonsen om, hvordan situationen ser ud herhjemme, om hun selv går rundt og er corona-bekymret og om sommeren, der blev lidt anderledes for os alle.

4. august
Dennis Nørmark er antropolog og forfatter - blandt andet til bogen 'Pseudoarbejde – hvornår fik vi travlt med at lave ingenting?” Under corona er bogens emne blevet mere aktuelt end nogensinde - for hvis samfundet kan løbe rundt på trods af, at mange er sendt hjem fra arbejde, betyder det så, at deres arbejde ikke er vigtigt? Eller måske er det ligefrem ligegyldigt? Vi taler med Dennis om fremtidens arbejdsmarkeder og om, hvordan vi (måske) kan komme pseudoarbejdet til livs.

3. august
Da coronaen satte samfundet i stå og tvang os alle til at holde afstand og isolere os i hver vores andedam, oplevede flere at føle sig mere ensomme end normalt. Det fik TV-værten Lene Beier til at tilbyde sine følgere på sociale medier en telefonsamtale - på god afstand men med masser af nærvær. Hvad fik hende til at ringe og tale med mere end 200 fremmede danskere, og fik hun selv noget ud af de lange snakke?

31. juli
Dagens gæst er medstifter af Afro Danish Collective, som så dagens lys i forbindelse med demonstrationerne for Black Lives Matter Denmark herhjemme. Vi taler med Roger Courage Matthisen om, hvorfor han har viet sit liv til at bekæmpe racisme i Danmark som skuespiller, politiker og talsperson. Og hvad det betyder at tage debatten i medier, i hjem og blandt politikere i Danmark - selvom det blandt nogle danskere ikke bliver set som en stor udfordring.

30. juli
Museerne blev som det øvrige kulturliv hårdt ramt, da corona ramte, og Mette Frederiksen lukkede landet ned. Men for Julie Rokkjær Birch, der er direktør på Kvindemuseet i Aarhus, blev det en øjenåbner, og krisen satte gang i drømme og tanker for museumsverdenen, som hun nu er ved at føre ud i livet. Julie Rokkjær Birch er dagens gæst i Sommertid.

29. juli
Katrine Kock Frandsen er kvinden bag Nordens største vandsportsfestival Waterz, der afholdes hvert år i Hvide Sande. Det fik corona sat en stopper for i år, men det stoppede ikke Katrine Kock Frandsen. Hun har i stedet lavet corona-venlige udgaver af Waterz og 1700-tals festival i Ringkøbing. Derudover har hun i "corona-tiden" åbnet et værksted med smykker produceret af havplast. Sidste år vandt hun prisen for Årets Lokale Erhvervskvinde i Vestjylland, og i dag er hun gæst i Sommertid.

28. juli
Lene Tanggaard er professor i psykologi, hun forsker i kreativitet og læring, hun er rektor på Designskolen i Kolding, og så skriver hun en masse bøger. Hun er aktuel med en bog, der handler om, hvordan man kan bruge afvisninger til at blive mere kreativ. Hun har i år modtaget en pris for at være en skarp debattør om læring og undervisning, og hun vil i dagens Sommertid også fortælle, hvordan coronakrisen pludselig gav folkeskolen nyt liv og mulighed for udvikling.

27. juli
Direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev har tidligere levet i total isolation i den sibiriske ødemark i fem uger. Det var en hård omgang at være uden kontakt til mennesker overhovedet. Han har i corona-tiden, hvor mange har været isoleret fra andre mennesker, set paralleller til den ultimative isolation, som den han oplevede i Sibirien. Det fortæller han om i dagens udgave af Sommertid.

23. juli
Sille Beck Hansen tiltrådte som head of public affairs i SAS d. 1. februar. Hun nåede ikke at få ret mange almindelige dage, før coronakrisen havde overtaget hverdagen i det store flyselskab. Vi taler med hende om, hvordan det har været at gå på arbejde i en uvis tid, der både har budt på aflyste ruter, påtvunget nedlukninger, fyrede medarbejdere og usikre flypassagerer. Vi taler også med hende om somerferieplaner og fremtiden, hvor hun blandt andet skal håndtere SAS' arbejde med klimadagsordenen, hvor målet er at være et af de mest bæredygtige flyselskaber i 2030.

22. juli
Lucy er sanger og studerende - og bor i Thylejeren. Thylejeren kan fejre 50-års fødselsdag i 2020, men hvad er det for et sted i dag? Passer vores fordomme på fristedet, eller er fri hash, frie bryster og frisind skiftet ud? Derudover taler vi om, hvad Thylejren har af betydning for Lucys musik - og hvordan man udfolder sig kreativt i en coronanedlukning.

21. juli
Filminstruktør Jonas Risvig har haft et travlt forår. Mens mange andre har arbejdet hjemmefra og gearet en smule ned, igangsatte Jonas Risvig først digitale masterclasses på instagram for unge og skabte Danmarks mest aktuelle ungdomsserie CENTRUM, hvor fire unge på 15 år havde hovedrollerne. Serien blev løbende optaget under de gældende corona restriktioner og udgivet ugen efter. Vi taler med Jonas om, hvad god ungdomsformidling er og hvad fremtiden bringer.

20. juli
Morten Aagaard deler sin tid i to. Halvdelen af sit arbejdsliv er han sognepræst i Aarhus og den anden halvdel arbejder han i Kirkens Korshær, hvor han har tæt kontakt med byens udsatte borgere. Vi taler med Aargaard om, hvordan coronatiden har påvirket de udsatte i vores samfund og hvad hans arbejde, som præst i korshæren har været under pandemien. Vi får anbefalinger til sommeren i Danmark, og hører også hvad en kirkeugle og en hjemløs har til fælles i Mortens øjne.

16. juli
Mette Schak Dahlmann, bedre kendt som Murer-Mette, er dagens gæst i Sommertid hos Camilla Due, hvor Mette fortæller om sin kamp for ligestilling i byggebranchen. Hun har været med til at ændre lovgivning, hun har talt i FN og giver i det hele taget mange taler. Det lå ellers ikke i kortene, da hendes lærere i folkeskolen spåede, at hun nok aldrig ville få en uddannelse eller drive det til noget.

15. juli
Simon Emil Ammitzbøll-Bille stiftede i november partiet Fremad sammen med Christina Egelund; de to forlod Liberal Alliance efter partiets massive valgnederlag sidste år. Siden har Simon Emil Ammitzbøll-Bille haft kræft, er blevet erklæret rask og fået sit barn nummer to. Hvordan får man samlet underskrifter til at blive opstillingsparat samtidig med coronanedlukning, og hvordan jonglerer man med store og dramatiske begivenheder, når de udfolder sig nærmest synkront i både det professionelle liv og privatlivet; det vil Camilla Due tale med sin gæst om i dagens udgave af Sommertid.

14. juli
Dagens gæst i Sommertid hos Camilla Due er Anna-Sophie Hartvigsen fra Female Invest. På trods af sine kun 26 år, så har hun allerede buldrende fart på karrieren i finansverdenen. Sammen med sine partnere i Female Invest forsøger de at få flere kvinder til at investere. Female Invest har vundet store priser og er kommet med på den prestigefyldte liste fra Forbes over de 30 mest bemærkelsesværdige finanspersoner under 30 år i den europæiske finansverden.

13. juli
Selina Juul startede tilbage i 2008 en facebookgruppe, der skulle få danskerne til at have et større fokus på madspild. I dag har hendes arbejde som Stifter og bestyrelsesformand i Stop spild af mad ført hende mange steder hen i verden og en titel som året europæer. Vi taler med Selina om, hvad coronakrisen har betydet for danskernes madvaner, og bliver klogere på, hvad der driver kvinden med det ufattelige drive.

10. juli
I januar fik Trine Hansen det, hun havde drømt om med sin medvirken i Løvens hule. En investor til hendes virksomhed Party In a Box. Foråret skulle have været starten på et iværksættereventyr, men som så meget andet, satte coronaen en stopper for det. Skulle man tro. Trines tog kampen op med coronaen og fik sin nye virksomhed til at blomstre på trods af store benspænd. Vi taler om fremtiden og sommerplanerne med Trine, der af Løverne er blevet kaldt "en af de mest pragtfulde profiler" i programmets levetid.

8. juli
Michael Bang Petersen har haft et noget anderledes forår en forventet. Til daglig forsker han bl.a. i smittepsykologi og da coronakrisen ramte, var han ikke sen til at sætte spørgsmålstegn ved måden Mette Frederiksen kommunikerede på. Det førte til en bevilling på 25 millioner kroner og et forskningsprojekt, der skal undersøge, hvordan vi opfører os under coronakrisen. Vi tager temperaturen på, hvordan det går med projektet, hvilke opdagelser det har ført med sig, men også hvad Michael ellers har af planer for sommeren.

7. juli
Der har været nok at se til i EU under coronakrisen. Som vi flere gange har hørt er coronavirus ikke bleg for at krydse landegrænser og der er derfor blevet arbejdet hårdt på at finde internationale løsninger. Vi taler med direktør for Tænketanken Europa, Lykke Friis, om, hvilke udfordringer der er i samarbejdet og hvordan situationen har udviklet sig.

6. juli
Aminata Amanda Corr er nyansat kulturskribent på Berlingske og har med sine skarpe pen sat gang i debatten, hvor hun ofte deler vandende. Særligt hendes kritiske indlæg af den danske Black Lives Matter bevægelse og den måde, de har sat racisme til debat Danmark, er blevet delt i stor stil på sociale medier. Derudover taler vi om, hvordan kulturlivet har klaret sig under coronakrisen, og hvad hun glæder sig til at bruge sommeren på.


