Endelig taler Caspar Eric med sin egen mor om, hvordan det har været at have en søn som ham. Anne-Dorte har aldrig rigtig set sin søn som handicappet – og det er svært for Caspar at forstå. For han har jo været under kniven flere gange og gået til fysioterapi to gange om ugen gennem hele sin barndom. Hvordan kan mor og søn have så forskellige oplevelser af det samme handicap?

Susse er mor til Tilde, der har Downs, og blandt andet derfor var Susse med til at starte fonden Ingen Bliver Efterladt, hvor en række forældre har kæmpet for at oprette et selvstændigt botilbud til deres børn. Men Susse er ikke bare mor sammen med hendes mand og de øvrige forældre, hun føler også tit at hun har et barn sammen med systemet. Men lige nu forhindrer systemets bureaukratiske regler fx at Tilde kan tage ud og drikke en kop kakao med sin pædagog.

Juanas datter, Bjørk, er født med én hånd. Men i virkeligheden tænker Juana ikke så meget på den hånd, der ikke er der. Og hun vil hellere snakke om de ting, som Bjørks anderledes krop gør hende i stand til, end de situationer, hvor de har oplevet begrænsninger. Fx at Bjørk vandt bronze til PL i Paris, men også bare at hun er blevet dén, hun er.

Tonies datter, Antoniett, har muskelsvind. Og da Antoniett flytter hjemmefra, er det dejligt, at huset ikke længere er fuld af ansatte. Men til gengæld kæmper Tonie med at slippe kontrollen. At være mor er også at have været hjælper, håndboldtræner og bisidder hos kommunen, og selvom hendes datter også har fået en masse power af at vokse op med muskelsvind, så er det stadig en kamp, at få den hjælp hun har brug for.

I starten er Nina fuld af tillid til, at hendes søn, William, og familien nok skal få den hjælp, de har brug for. William bliver nemlig født med cerebral parese. Håbefuld går hun systemet i møde, men oplever at få smækket en dør i hovedet. Nina begynder derfor at lede efter meningsfulde fællesskaber med andre i lignende situationer, hvor hun kan skabe reelle forandringer for sit eget barn og for andre.

Lines datter, Scarlett, får konstateret diabetes. Og nu skal de også lære som familie, at hverdagen er en anden end de troede. Blodsukker og insulin bliver pludselig en helt praktisk ting, ligesom at det at give en sprøjte til sin datter også bliver til noget både hårdt og intimt. Men inde i det hele lærer Line også noget om sin egen sygdom, hun har nemlig Sclerose, og pludselig begynder hun også at se på sit arbejdsliv på en ny måde.

Christinas søn, Silas, har samme øjensygdom som hende selv, hvilket betyder, at hun kan give ham den støtte, hun ikke selv fik som barn. Men selvom det styrker familie-fællesskabet, bekymrer Christina sig stadig. For hun ved om nogen, hvor udfordrende det kan være, og hvor meget diskrimination og modstand Silas kommer til at møde.

Da Anne Mettes barn bliver diagnosticeret, rammes hun af tankemylder, frygt for fremtiden og ensomhed. Når hun kigger på sit barn, ser hun et stort skilt med autisme i stedet for de store smukke blå øjne og det lille smilehul på venstre kind. En dag, hvor Anne Mette står og smører madpakker, mens Gummi-Tarzan kører i baggrunden, beslutter hun sig for, at hun for alt i verden ikke må blive Gummi-Tarzans far. Hun må skifte fokus, og med det følger en frisættelse og en fandenivoldskhed.

Nola er mor til Calle, som er født med nedsat hørelse. Allerede fra starten får hun og hendes familie besked om, at de ikke må bruge tegnsprog med ham – det kan nemlig forstyrre hans mulighed for at lære at høre ved hjælp af et cochlear-implantat, lyder det. Men som tiden går, bliver Calle mere og mere indadvendt. Han virker ulykkelig, frustreret og lukker sig inde i sig selv. Til sidst kan Nola ikke længere ignorere sin mavefornemmelse. Hun vælger at gå imod lægernes anbefalinger og begynder at kommunikere med Calle på tegnsprog.

Monicas datter skal flytte på botilbud, hvilket har været en svær beslutning at tage. For datteren har et kognitivt udviklingshandicap, hvilket betyder, at hun har brug for pleje og omsorg som et barn. Nu frygter Monica for fremtiden, ikke mindst fordi hun arbejder som jurist og til dagligt hjælper folk med deres egne kampe på handicapområdet. Og hvor mange ville sende deres lille barn væk?

Caspar Eric er født med cerebral parese. Han har både skrevet digte om at leve med et handicap og forsøgt at være en stemme i diverse debatter. Og alligevel har han aldrig rigtig snakket med sin mor om, hvordan det var for hende. I Mødrene spørger digter, handicapaktivist og cp’er, Caspar Eric, hvad det værste og det bedste ved at have et barn med et handicap er. Og så taler han endelig med sin egen mor om det. Både for at finde nuancerne i det smukke og det hårde, men også for at finde ud af, hvad det faktisk vil sige, at leve med et handicap i dagens Danmark.