Advokat ikke i tvivl: Influencers pedo-BESKYLDNING er strafbar

Skrevet af

5. juni 2025

Charlotte Bech Mathiesen

chmat@radio4.dk

Indehaveren af Instagram-profilen ”Krænkelseskulturellememes” beskylder dansk instruktør for pædofili, mener advokat Heidi Højmark Helveg, som vurderer, at det er strafbart.

De seneste dage har personen bag Instagram-profilen ”Krænkelseskulturellememes”, som hedder Anne Katrine Raahede, været i vælten grundet anklager om mobning og digital chikane mod en række kendte via meme-profilen.

Én af dem, som har været genstand for grove beskyldninger via profilen, er instruktøren Jonas Risvig.

Særligt ét opslag har vakt opsigt. Nemlig en kommentar, hvor Risvig bliver kaldt ”pedo-Risvig” (forkortelse af pædofil på engelsk, red.), som Raahede har delt på profilen.

I opslaget understreger Raahede påstanden i kommentaren, som lyder ”det er vildt, at man i cancel-tider, kan slippe afsted med ting, som får selv Jørgen Leth til at virke uskyldig”. Samtidig er ordet ”pedo-Risvig” også understreget.

Og ifølge advokaten Heidi Højmark Helveg, som er specialiseret i bl.a. beskyttelse af rettigheder, så er der ingen tvivl om, at ytringen i opslaget er strafbart. Det fortæller hun i Radio IIII’s program ”Vågn lidt op”:

- Det er det. Det siger jeg fuldstændig uden at tøve. Hun insinuerer ikke noget, hun beskylder ham for at være pædofil. Det kan man ikke tolke på andre måder, fortæller advokaten og siger, at ytringer som denne kan udløse fængselsstraf.

Udover dette ærekrænkende udsagn, som Helveg kalder det, så er der flere af opslagene på meme-profilen, som ifølge hende kan være digitale krænkelser.

Der er her tale om opslag, hvor Raahede deler udokumenterede private erfaringer fra tredjeparts-personer, som omhandler kendte personer - herunder Jonas Risvig.  

- Det er selvfølgelig i strid med de bestemmelser, der beskytter os mod den slags chikane og krænkelse.

Jonas Risvig medvirker også i Radio IIII’s ”Vågn lidt op”, hvor han fortæller, at de mange beskyldninger fra Raahedes meme-profil, har ramt ham hårdt.

Beskyldningerne går ifølge ham selv ud på, at han er ”klam” som instruktør, og at han skulle have ”skumle bagtanker” med sit arbejde med at hyre teenagekvinder til sine film.

- Der hvor grænsen går for mig, det er, at jeg bliver anklaget for at være pædofil, siger han.

Jonas Risvig afviser overfor Radio IIII, at der skulle være hold i nogen af insinuationerne. Han har også udtalt, at han overvejer at tage retslige midler i brug mod Raahede.

Det særligt opsigtsvækkende ved hele miseren er, at Raahede er formand for organisationen Cybernauterne, som bla. beskriver sig selv som ”eksperter i digital chikane og hadtale”, og som jævnligt agerer eksperter i digitale spørgsmål i flere medier.  

Radio IIII har forsøgt at få en kommentar fra Anne Katrine Raahede siden i går, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelse. Hun har dog i går delt et længere skriv i en instagram-story, hvor hun forsvarer sig mod den generelle kritik mod hende.

"Jeg kritiserer politikere, mediehuse, offentlige personer, kendisser osv. Baggrunden for kritikken varierer, men er dog altid begrundet. Jeg hænger ikke random mennesker ud med "ansigt og navn". Men jeg reposter gerne indflydelsesrige personers eget content og udtalelser med mine egne kommentarer," lyder det bl.a. i storyen. 

Radio IIII har også tidligere forelagt Cybernauterne den generelle kritik rettet mod Raahedes ageren, hvortil de er kommet med et længere svar, der er delt på deres hjemmeside. Her skriver de bl.a.:

”Der er forskel på legitim kritik og vrede fra folk i den offentlige debat, og mobning og chikane. Det er blandt andet denne forskel vi underviser i i Cybernauterne, for det er vigtigt man kan tåle kritik og latterliggørelse, især når man har magt og indflydelse.”

Her kan du læse hele Anne Katrine Raahedes forsvar: https://www.instagram.com/stories/highlights/18034855145362618/

Her kan du læse hele Cybernauternes svar: https://cybernauterne.dk/blog/historier-om-cybernauterne-og-kraenkelseskulturelle-memes-i-medierne/

Afspiller nu

Vågn lidt op!

16:05
18:00