Venstre: Regeringen vil ikke have skærmforbud

RB PLUS PFS Husk børnesikringen på din smartphone- - ARKIVFOTO 2014 af pige med iPad - - Se RB 27/4 2016 12.00. Husk børnesikringen på din smartphone. Det kan nemt ende med at koste dig tusinder af kroner, hvis du overlader din tablet eller smartphone til dit barn. (Foto: Søren Bidstrup/Scanpix 2016)

Skrevet af

7. juni 2023

Jag@radio4.dk

Jag@radio4.dk

Børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye, vil ændre loven, så børn ikke eksponeres for skærme i dagtilbuddene. Men regeringen vil ikke indføre et skærmforbud, siger Venstres børneordfører.

“Der bliver ikke tale om et skærmforbud. Socialdemokratiet, vores regeringspartner, ønsker heller ikke et forbud.”

Sådan siger Venstres børne- og undervisningsordfører, Anni Matthiesen, til Radio4.

Mandag meldte børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye (S), ud i en pressemeddelelse, at han ville ændre lovgivningen, så de 0-6-årige børn ”ikke længere eksponeres for skærme, mens de er i dagtilbud.”

Det har fået kritik fra både Forældrenes Landsorganisation og pædagogernes fagforening, BUPL, som opfatter regeringens forslag som et skærmforbud.

Men det er slet ikke det, regeringen vil, mener Anni Matthiesen fra Venstre.

“Når der står ”eksponeres”, så betyder det, at der kan være tidspunkter i dagligdagen, hvor det pædagogiske personale har brug for at anvende iPad eller iPhone. Men når det er sagt, så tror jeg helt klart, at vi er nødt til at få præciseret, at tanken ikke er, at man placerer børnene i en rundkreds og sætter en iPad foran dem, og så sidder de og kigger på den i flere timer,” siger hun.

Tirsdag spurgte Radio4 Socialdemokratiets børne- og undervisningsordfører, Astrid Krag, hvorfor regeringen mener, at der skal et totalforbud til mod skærme i landets daginstitutioner.

“Der er ikke nogen grund til, at når man er i dagtilbud, hvor man skal have venner, lege og gang i fantasien, at man så også der sidder med en skærm. Så ud fra et forsigtighedsprincip mener vi, at det skal være skærmfrit for de helt små børn, når de er i vuggestuer og børnehaver.”

Anni Matthiesen mener alligevel, at Venstre og Socialdemokratiet er helt på linje.

“Jeg tror faktisk ikke, at der er nogen modstrid mellem det, jeg siger, og det Astrid siger. Jeg har talt med både Astrid og ministeren, og der er ikke nogen uenighed i, hvad vi mener,” siger Venstres børne- og undervisningsordfører.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) har afvist at stille op til interview hos Radio4. Heller ikke ministeriet har kunnet svare på, hvorvidt ministeren faktisk ønsker et skærmforbud i daginstitutionerne.

Hør interviewet med Anni Matthiesen her: 

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

NOTESBOGEN

01:00
01:55