Venstre har fået det dårligste valgresultat nogensinde. Ifølge profilen Christian Friis Bach er det mediernes skyld. Særligt DR har kørt “kampagnejournalistik” imod landbruget og Venstre, lyder det.
- Jeg har aldrig før sagt det i mit liv, men det er jo mediernes skyld, selvfølgelig.
Sådan lyder forklaringen på Venstres katastrofevalg fra partiets afgående udenrigsordfører, Christian Friis Bach.
-Jeg synes, der er nogle medier - og særligt et meget stort public service i Danmark - som har kørt, hvad jeg vil kalde kampagnejournalistik imod landbruget, og dermed også imod Venstre, i tre uger, siger han til RADIO IIII.
Christian Friis Bach mener, at DR’s store fokus på grundvand og grise ikke er i overensstemmelse med vælgernes interesser ved indgangen til valgkampen.
-Jeg synes, det er påfaldende, hvordan den her valgkamp har haft fokus på grundvand og grise hele vejen igennem – især i Danmarks Radio, siger Friis Bach.
- Så kom der lidt fedtemøg, og med det samme kommer der er en stribe artikler om, at alt fedtemøg i danske fjorde er landmændenes skyld.
Christian Friis Bach påpeger i stedet, at overløb fra rensningsanlæg i forbindelse med kraftige regnskyl er op til 50 gange større end det rapporterede.
-Den historie har jeg prøvet at sige til DR. Kunne det også være en vinkel, man kunne tage med, men det har det ikke været, siger han.
Venstre fik ved valget i går 10,1 pct. af stemmerne, hvilket er det dårligste resultat ved et Folketingsvalg i partiets historie.
Adspurgt hvem der bærer det største ansvar for Venstres valgresultat, siger Friis Bach:
-Det er Venstre selv, men medierne har ikke været hjælpsomme. Lad mig sige det sådan.
Christian Friis Bach regner selv med, at han skal forlade Folketinget som en konsekvens af partiets dårlige valg.
Ved valget i 2022 blev han valgt ind for Radikal Venstre, som han forlod i 2024.
RADIO IIII arbejder på at få en kommentar fra Danmarks Radio.
