Vanvidsbilisme skal straffes hårdere

En bil med politistrimmel holder efterladt efter en ulykke på RIng 3, Nordre Ringvej, ved Glostrup Vestegnen tæt på krydset Ejby Industrivej og Brandbjergvej. Dele fra bilen og en del af autoværnet ligger i græsset ved et fartskilt med 70 km/t indikation.

Skrevet af

24. november 2020

Vanvidsbilister, der skader andre mennesker, skal straffes hårdere.

Det mener Justitsminister Nick Hækkerup (S). Derfor fremlægger regeringen et lovforslag om at hæve straffen med 50 procent for vanvidskørsel, der resulterer i dødsfald eller alvorlig legemsbeskadigelse eller forvolder nærliggende fare for andres liv eller førlighed.

Det betyder altså, at hvis man bliver idømt en straf på tre års fængsel for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, så vil straffen stige til fire år og seks måneders fængsel.

Og det mener Søren Ørsted Pedersen, pressechef for Rådet for Sikker Trafik, er en god ide.

“Vi mener, at det kan have en effekt. At skærpe straffen med 50 procent er en kraftig skærpelse. Det sender et klart signal om, at det her det accepterer vi ikke”, siger han til Radio4 Morgen.

Men det skal ikke stå alene, mener han. For netop denne målgruppe af vanvidsbilister er svær at ramme.

“De er uden for pædagogisk rækkevidde og tager ikke imod de normale budskaber i forhold til trafiksikkerhed, så det er vigtigt at bruge andre værktøjer til at ramme dem og angribe problemet fra flere sider – blandt andet ved øget politikontrol”, siger han.

Philip er en af dem, der kører rigtig stærkt. Han mistede sit kørekort ved at køre en gennemsnitshastighed på 152,3 km/t på en motorvej, og han også var oppe at runde de 170.

Det hurtigste, han har kørt, er 255 km/t på en offentlig vej. Og dermed rammer han ind i definitionen på en vanvidsbilist. Han kørte nemlig med mindst 200 km/t uanset hastighedsgrænsen, hvilket er et af punkterne i regeringens definition.

Philip synes, straffen er rimelig nok, hvis det involverer, at en person er kommet til skade:

“Lad os antage, at jeg kører for stærkt i morgen, og jeg så kører ind i nogen, så kan jeg godt forstå, at jeg får en fængselsstraf og en bøde, der siger spar to. Jeg vil ikke have noget imod, at jeg fik en straf på 4-6 år, fordi jeg har forvoldt skade. Men jeg kan ikke forstå, at hvis jeg kører på en landevej, og der er marker til højre og venstre de næste 20 km, og der ikke er nogen biler, ikke nogen mennesker, ikke nogen noget, så kan jeg ikke se det forkerte i det”, siger han til Radio4 Morgen.

Hør hele interviewet med vanvidsbilisten Philip her:

Afspiller nu

RADIO4 EFTERMIDDAG

12:05
14:00