Hvis du bliver smittet med coronavirus, bliver dit coronapas i appen ’Coronapas’ og appen ’MinSundhed’ automatisk annulleret i 14 dage. Det betyder som udgangspunkt, at du ikke kan få adgang til fx at gå på restaurant. Men hvis du er vaccineret mod corona, kan du alligevel godt. Og huller i systemet kan betyde, at man slækker lidt på reglerne.
På hjemmesiden sundhed.dk kan man hente det coronapas, der viser, at man er vaccineret mod coronavirus, og det fungerer som et gyldigt coronapas. Derfor kan alle, der er vaccinerede, fremvise et gyldigt coronapas, selvom de har en test, der påviser, at de har corona.
Tilbage i november 2021 fandt DR ud af, at man kunne gøre det samme i appen ‘MinSundhed’. Herefter implementerede Sundhedsministeriet en spærring i appen. Men der er altså stadig et hul på hjemmesiden.
Jens Myrup Pedersen er testet positiv for coronavirus og han er en af dem, der kan fremvise et gyldigt coronapas via hjemmesiden sundhed.dk, selvom hans coronapas ellers er annulleret på både appen ‘Coronapas’ og appen ‘MinSundhed’.
“Jeg var inde for at tjekke mit testresultat på sundhed.dk og samtidig med, at jeg kunne se det, kunne jeg klikke på mit coronapas og downloade mit vaccinepas, samtidig med at jeg ikke kunne tilgå det i appen. Og så tror jeg, som it-nørd, der prøvede jeg for sjov at se, om jeg kan scanne det downloadede coronapas, og det kunne jeg sagtens”, siger Jens Myrup Pedersen, som er professor på Aalborg Universitet, men i denne sammenhæng udtaler sig som privatperson.
Dog er det ikke ensbetydende med, at han selv vil bruge det:
“Jeg kunne aldrig finde på at bruge det her selv, men det undrer mig, at hvis man vil bruge det som effektiv kontrol, at det er så let at omgås” , siger han.
Hør interviewet med Jens Myrup Pedersen her:
Og det er et uheldigt sammenfald. Det mener Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi på København Universitet.
“Hvis man fra myndighedernes side vurderer, at vi skal have coronapasset for dermed at hæmme udbredelse af smitten, så er det uhensigtsmæssigt set fra et smittemæssigt synspunkt, at der er nogen der omgår reglerne”, siger han og uddyber:
“Det er klart, at formålet med coronapasset overordnet set er at differentiere mellem dem, der må færdes ude i samfundet uden at lade sig teste og så dem, der skal lade sig teste for at få adgang til en del af fællesskabets goder. Og hvis man så går ud, selvom man egentlig burde holde sig fra de her ting, så kan man jo bringe smitten videre, og det er klart, at det er ikke hensigtsmæssigt”, siger han.
Dog tror han ikke, at det er mange, der gør det:
“Nu må man gå ud fra, at det er et mindretal, der bevidst omgår de intentioner, der ligger bag coronapasset, så jeg tror ikke, der er tale om et stort misbrug”, siger han.
Hør interviewet med Allan Randrup Thomsen, der er professor i eksperimentel virologi på København Universitet, her:
Men selvom det ikke er alle, der vil udnytte de her huller i systemet, så kan det godt påvirke befolkningen. Det siger Michael Bang Petersen, Professor på Aarhus Universitet og leder af HOPE-projektet, der undersøger danskernes adfærd under corona:
“Vi ved fra forskning, at det er noget, der kan sænke tilliden til hele håndteringen af et problem og også gøre, at man selv giver lidt slip, hvis der er huller i de systemer, der skal hjælpe folk til at overholde reglerne, og derfor er det vigtigt at være opmærksom på de her huller”, siger han.
Dog tror han, at de fleste har tillid til at medborgerne i bund og grund opfører sig hensigtsmæssigt under pandemien, og derfor frygter han ikke de helt store konsekvenser af det her hul:
“Så længe der er en tillid til at folk følger reglerne, så udhuler huller af den her type ikke den overordnede tillid, men hvis man som borger begynder at få en fornemmelse af, at der er nogen, der udnytter nogle smuthuller, så tænker man dels, hvorfor er det så, at jeg skal overholde reglerne, men der kan også være andre typer af effekter, og det er at man pludselig begynder at tænke, hov kan jeg nu være sikker på, at dem der sidder inde på en restaurant ikke er smittede, selvom de er kommet herind. Overordnet set tror jeg ikke, at der er så store konsekvenser ved det her, udover det er påfaldende, at det ikke er blevet rettet endnu”, siger han.
Han tror, at man skal kigge på de regler, der eksisterer for coronapasset, som det er nu:
“Der er nogle udfordringer med den her 14-dages logik i coronapasset, for man må jo gerne bryde selvisolationen tidligere end de fjorten dage. Der er nogle udfordringer med at sige, hvorfor må jeg gerne gå ud af mit hjem men ikke på restaurant, og dét jeg tror er den største motivation hos folk for at udnytte det her hul er imellem der, hvor du egentlig gerne må bryde din selvisolation men endnu ikke har et gyldigt coronapas. Så noget af den her problemstilling opstår også, fordi nogle af de her regler ikke er synkroniseret”, siger han.
Hør interviewet med Michael Bang Petersen, Professor på Aarhus Universitet og leder af HOPE-projektet, der undersøger danskernes adfærd under corona, her:
Til Radio4 oplyser Sundhedsministeriet:
“Sundhedsministeriet oplyser, at det ikke er muligt at tilgå vaccinepasset i 14 dage efter positiv PCR-test via app’en MinSundhed. Det er dog stadig muligt at tilgå vaccinepasset trods positiv PCR-test via sundhed.dk. Det skyldes, at disse pas er printbare og skal kunne bruges i forbindelse med rejser, hvor der kan være andre krav om, hvornår man igen har et gyldigt coronapas efter tidligere smitte. Hvis man tester positiv, så er anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen, at man skal gå i isolation”