Hvis Palæstina er det eneste, du fører kampagne for, bør du stille op for et andet parti end Venstre til det kommende kommunalvalg i København, fastslår Venstres spidskandidat i København.
Hvis man som kandidat for Venstre til kommunalvalget i København kun har Palæstina som mærkesag, bør man finde et andet parti at stille op for.
Det siger Venstres spidskandidat til kommunalvalget i København, Jens-Kristian Lütken, der også er nuværende beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune, til Radio IIII.
– Jeg synes ikke, det er væsentligt. Hvis det er det eneste, man fører kampagne på, så synes jeg ikke, man skal stille op for Venstre.
Det siger spidskandidaten for Venstre, efter at Mostafa Zaarab, der også stiller op for Venstre til kommunalvalget i København, har forpligtet sig til ”Stem Palæstina”-kampagnen, som Palæstina-solidaritetsbevægelsen står bag.
Jens-Kristian Lütken mener dog ikke, at Mostafa Zaarab skal finde sig et andet parti af den grund.
– Når det er en mindre ting blandt de mere væsentlige ting, han fører kampagne for, så ser jeg det ikke som det store problem, siger han.
– Han er i selskab med nogle lidt spøjse typer på den her liste, og der skal man overveje, om det er dér, man vil fremme sine synspunkter, eller om andre steder er mere fornuftige, tilføjer Jens-Kristian Lütken.
Mostafa Zaarab sagde tirsdag morgen til Radio IIII, at man ”som udgangspunkt ikke” skal tage stilling til udenrigspolitik på Københavns Rådhus, og han uddyber skriftligt over for Radio IIII, at han er ”enig med Jens-Kristian Lütken”.
Udover Venstre-kandidaten Mostafa Zaarab har en række kandidater fra Enhedslisten, Kommunistisk Parti, Radikale Venstre, Alternativet og Frie Grønne forpligtet sig under Stem Palæstina-kampagnen.
Hør interviewet med Jens-Kristian Lütken i udsendelsen herunder.