Venstre bør inden længe fortælle vælgerne om deres krav for at indgå i et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet. Sådan lyder det fra den tidligere venstreprofil, Martin Geertsen.
Venstre deltager stadig aktivt i forhandlingerne om en ny bred regering. Men et V-samarbejde med Socialdemokratiet bør komme med så høj en pris, at den kan mærkes langt ind i Socialdemokratiet.
Det mener tidligere folketingsmedlem Martin Geertsen fra Venstre, der nu advarer sit eget parti og formand Jakob Ellemann-Jensen om at gå i regering med Socialdemokratiet, hvis ikke prisen for samarbejdet bliver ”sindssygt høj”.
“Det skal være med nogle politiske forudsætninger, som er højblå. Og så skal det gøre ondt på Socialdemokratiet, hvis jeg skal sige det lidt firkantet. Prisen for sådan et regeringssamarbejde skal være noget, der kløver Socialdemokratiet i stykker, og det ved statsministeren også godt”
Martin Geertsen mener også, at Venstres folketingsgruppe inden længe klart og tydeligt skal kommunikere, hvad partiets krav er til en mulig regeringsdannelse. I modsat fald vil det blot styrke Socialdemokratiets position i forhandlingerne, fortæller han til Radio4.
“Altså hvem er det egentligt, der i det forhandlingsrum har sagt, at man ikke må kommunikere med nogen? For det gør ingen. Jeg synes, Venstre burde overveje, om ikke det er regeringen, der har den største gevinst ved, at der ikke bliver kommunikeret noget som helst”, siger Martin Geertsen til Radio4.
Under valgkampen nægtede Jacob Ellemann-Jensen at han ville gøre Mette Frederiksen til statsminister samt at Venstre kunne gå i regering med Socialdemokratiet. Men hvis den strategi skal skiftes bør det ifølge partiets tidligere sundhedsordfører udelukkende være i en tro på, at styrke Ellemanns position på længere sigt overfor vælgere.
“Venstre skal signalere meget klart, hvilke politiske indrømmelser, partiet skal have for at gå med i en regering. Det skal være en sindssygt høj pris, for der sidder en masse Venstre-vælgere derude, som lyttede til budskabet om at danne en blå regering. De politiske indrømmelser man får, skal i sidste ende føre til, at Venstre en dag selv får regeringsmagten. Derfor skal indrømmelserne være store ellers skal man ikke gå med i en regering.”
Det siger venstremanden Martin Geertsen i Radio4’s politiske magasin Mandat.
Hele interviewet, og resten af det politiske magasin, kan du høre her:
Martin Geertsen blev ved folketingsvalget overhalet af to politiske Venstre-kolleger i Københavns Storkreds – Jan E. Jørgensen og Linea Søgaard-Lidell og blev ikke genvalgt til Folketinget.
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix