USA bekræfter nyt mega-konsulat i Nuuk

Skrevet af

16. januar 2026

Peter Marstal

petma@radio4.dk

Peter Schwarz-Nielsen

pesch@radio4.dk

Efter år med spekulationer bekræfter konsulatet i Nuuk nu over for Radio IIII planerne om et stort, nyt konsulat i centrum af byen.

Lige nu står underetagen af et nyopført højhus i Nuuk tomt. Men USA har lejet sig ind i de 3.000 kvadratmeter store lokaler, og udstyret den med pansrede ruder.

Konsulatet i Nuuk bekræfter nu over for Radio IIII, at planen er at flytte konsulatets aktiviteter. Lige nu ligger konsulatet i et lille, rødt træhus nær Nuuks fiskerhavn.

Men de nye lokaler på hovedgaden Imaneq 41 i centrum af byen skal snart indtages af amerikanere.

- Siden USA besluttede at genåbne vores konsulat i Nuuk i 2020, har vi arbejdet på at identificere og sikre de rette lokaler, og vi er glade for at have fundet både faciliteterne og placeringen i Nuuk til at forbedre vores platform til yderligere at styrke det robuste forhold mellem USA og Grønland, skriver en talsperson fra konsulatet til Radio IIII og fortsætter:

- Der er stadig arbejde at gøre for at gøre stedet klar til indflytning, men vi ser frem til at flytte ind, når renoveringen er færdig.

Overetagerne er udlejet til beboelse. Tidligere lå Grønlands ældste, private forretning på adressen, Ole's Varehus. Bygningen, som husede varehuset, blev dog revet ned i 2021.

Siden blev det nye højhus opført, ifølge det grønlandske medie Sermitsiaq overtog USA underetagen i maj 2024.

Siden er spekulationerne gået på, hvilke aktiviteter de ville bruge de mange kvadratmeter på.

Samtidig med bekræftelsen af planerne om konsulatets nye adresse søger konsulatet studerende til praktikophold med start i februar 2026.

Ifølge stillingsopslaget skal praktikanterne blandt andet være med til at formidle USA's udenrigspolitiske budskaber til grønlænderne.

Afspiller nu

Mathias Helts Talkshow

22:00
22:55