Unge mangler demokratisk selvtillid

Folketingets formand Pia Kjærsgaard åbner Skolevalg 2019 på Øster Farimagsgade skole fredag den 31. januar 2019. Skolevalg er et tre uger langt undervisningsforløb, der kulminerer med en autentisk afholdt valghandling for elever i 8., 9. og 10. klasse.. (Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix)

Skrevet af

8. november 2023

gup@radio4.dk

gup@radio4.dk

Mange unge føler ikke, at deres politiske holdninger er værd at lytte til, og så har de svært ved at deltage i politiske diskussioner.

Faktisk har over halvdelen af de danske unge lav ‘demokratisk selvtillid’, viser Demokratianalysen 2023, som Dansk Ungdoms Fællesråd står bag.

Analysen overrasker ikke formand for Erhversskolernes Elevorganisation, Julie Kølskov Madsen.

“Jeg tror det bunder i afmagt. Som unge bliver vi lovet ting, som vi aldrig ender med at se. Det gør, at man holder op med at tro på, at det giver mening at sige noget. Det er ikke fordi, at unge ikke snakker om politik, for en stor del af vores hverdag indeholder politik – der er bare mange som har svært at oversætte deres hverdagsproblemer til politik.”

Du kan høre hele interviewet med Julie Kølskov Madsen her:

På Christiansborg bliver analysen mødt med ærgrelse.

Folketingets ældste, og længest siddende medlem, Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard kalder analysens resultater for et demokratisk problem. Til gengæld afviser hun, at problemet udelukkende ses hos unge.

“Jeg tror det gælder for hele befolkningen – og det er et problem for vores demokrati. Men jeg vil også sige, at det er ikke fordi, at politisk aktive unge ikke findes. Der er kommet langt, langt flere unge skoleelever på besøg på Christiansborg i min tid. Og de unge jeg taler med, og hører tale om politik, de er vanvittige dygtige. Så det hele er ikke tabt på gulvet,” siger Pia Kjærsgaard, og påpeger, at udviklingen kan hænge sammen med, at vi taler om de unge på en anden måde, end man gjorde dengang hun blev valgt til Folketinget første gang for snart 40 år siden.

“Vi taler meget om de unges mistrivsel, mangel på selvværd og nu mangel på demokratisk selvtillid. Der er ingen tvivl om, at det findes. Men vi skal også passe på, ikke at gøre det til et statisk problem, ved hele tiden at tale om det. Det kan nemlig hurtigt blive selvforstærkende.”

Du kan høre hele interviewet med Pia Kjærsgaard her:

Analysen er lavet blandt unge mellem 16 og 26 år.

Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

SKILSMISSEN

04:05
05:00