Unge mænd foretrækker influencere frem for nyhedsmedier

Skrevet af

17. juni 2025

Benjamin Hørlück Munk

ben@radio4.dk

Toke Gripping

tokgr@radio4.dk

Det er tankevækkende og viser forskydningerne i medielandskabet, vurderer ekspert.

Hver femte mand i aldersgruppen 18-29 år har større tillid til influencere, de følger på sociale medier, end traditionelle danske nyhedsmedier.

Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har lavet for RADIO IIII.

Resultatet understreger den generationskløft, der er i nyhedsforbruget, mener Camilla Mehlsen, der er digital medieanalytiker og har forsket i sociale medier og influencere.

-          Det er tankevækkende og siger noget om, at der er forskydninger i gang i medielandskabet, særligt blandt unge og særligt blandt unge mænd.

Det kan være bekymrende, for man ved ikke, hvad der præcis gemmer sig bag svaret, fortæller hun.

-          Hvad er det, de har tillid til? Handler det om træning, inspiration, holdninger, politik eller madopskrifter? Vi ved generelt, at influencere ikke skal leve op til presseetiske retningslinjer og vi ved ikke nødvendigvis om deres indhold er faktatjekket eller indeholder misinformation.

Camilla Mehlsen hæfter sig også ved, at der er en tydelig kønsforskel i undersøgelsen. Blandt de 18-29-årige kvinder er det kun syv procent, der svarer, at de har større tillid til influencere de følger, end de traditionelle danske nyhedsmedier.

Tallene er baseret på en national repræsentativ undersøgelse fra analyseinstituttet Wilke, som har spurgt på følgende måde: "Jeg har større tillid til de influencere, jeg følger på sociale medier, end til traditionelle danske nyhedsmedier."

Her svarer fem procent af danskerne - på tværs af køn og alder - at de er meget- eller overvejende enig i det udsagn.


Undersøgelsen har spurgt:
Hvor enig eller uenig er du i følgende udsagn:
"Jeg har større tillid til de influencere, jeg følger på sociale medier, end til traditionelle danske nyhedsmedier."

Afspiller nu

Aften

17:05
20:00