Undersøgelse af ulovlige adoptioner møder kritik: “Den giver mere usikkerhed for os, der er adopteret”

Par med barnevogn på tur i skoven ved Dyrehaven (officielt Jægersborg Dyrehave) der er en naturpark nord for København. Den er på ca. 1.100 ha. Den grænser mod nord op til Jægersborg Hegn, som indtil 1832 var en del af Dyrehaven.

Skrevet af

5. april 2022

kav@radio4.dk

kav@radio4.dk

Børn, der er adopteret fra Sri Lanka, Columbia, Indonesien og Bangladesh kan være blevet adopteret ulovligt. Sådan lyder konklusionen på en ny undersøgelse fra Ankestyrelsen, som dog ikke giver entydigt svar på, om de er ulovligt adopterede eller ej.

Det møder kritik fra Landsforeningen for adopterede og deres pårørende, Adoption og Samfund:

“Når man får sådan en undersøgelse offentliggjort, og man læser den, så bliver de adopterede sendt tilbage til en følelse af tvivl og en rodløshed, for mange af dem kæmper med at finde svar på, hvorfor de blev adopteret, og hvor de kommer fra. Der er mange forskellige ting knyttet til det at være adopteret, og når der så kommer sådan en undersøgelse, så ripper det op i nogle følelser”, siger Ina Dygaard, der er næstformand i Adoption og Samfund.

Det er bl.a. blevet undersøgt, om børnene, som er blevet adopteret til Danmark, er blevet stjålet fra deres biologiske mor, og om de er kommet fra såkaldte “baby-farme,” hvor “falske mødre” er blevet betalt for at foregive, at de som biologiske forældre ville overlade deres børn til adoption. Men det er der altså ikke noget entydigt svar på i undersøgelsen.

Og det er svært at bruge til noget. Det mener Thomas de Silva Markvardt-Josefsen, der er adopteret fra Sri Lanka i 1982, og som i dag bor i Middelfart.

“Der er ikke noget reelt svar. Bagefter jeg læste den, havde jeg bare endnu flere spørgsmål, og det er jo problematisk i sig selv. Der er nogle ting i forbindelse med min adoption, som både kan lede i den ene og den anden retning, men jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. Så jeg synes ikke, den kan bruges til ret meget i virkeligheden, andet end at give mere usikkerhed for os, der er adopteret”

Netop svar er vigtige, når man er adopteret.

“Det er helt eksistentielt, hvor man kommer fra, når man er adopteret. Og derfor er jeg selvfølgelig interesseret i at vide, om den adoption som blev foretaget for lidt over fyrre år siden, var lovlig og om min biologiske mor har vidst, hvad hun gjorde, da hun har bortadopteret mig”, siger han til Radio4 Morgen.

Hør interviewet med Thomas de Silva Markvardt-Josefsen, der er adopteret fra Sri Lanka i 1982, her:

Ankestyrelsens har undersøgt adoptionsformidlingen fra Bangladesh, Colombia, Indonesien og Sri Lanka. I en sammenfatning skriver styrelsen:

“Undersøgelsen har ikke ledt til konkrete oplysninger om, at adoptionerne til Danmark fra de fire lande i de pågældende år skete på et ulovligt grundlag. Ankestyrelsen kan dog heller ikke afvise, at adoptionsformidlingen kan have været forbundet med ulovlig adfærd.”

Undersøgelsen af adoptionen fra Sri Lanka bygger til dels på en hollandsk rapport fra 2021. Ifølge den er der forekommet eksempler på ulovlig praksis i adoptionen fra Sri Lanka til Holland som for eksempel baby farms, trafficking og tyveri af børn og dokumentforfalskning.

Af undersøgelsen fremgår det, at I 1973-2012 blev der adopteret i alt 996 børn fra Sri Lanka til Danmark via de tre store organisationer AC Børnehjælp, DanAdopt og Terre des Hommes. Langt de fleste børn blev adopteret i perioden 1979-1986.

I en mail til Radio4 svarer vicedirektør i Ankestyrelsen, Merete Pantmann blandt andet:

“På vores hjemmeside har vi orienteret om, at man kan rette henvendelse til Ankestyrelsen, hvis man har mistanke om ulovlige forhold i ens egen adoptionssag, eller vil man gerne vide mere om, hvordan adoptionen er forløbet”.

Afspiller nu

RADIO4 MORGEN

04:05
07:00