Ulrich vil samle udstyr til de ukrainske soldater – og køre til Polen

Skrevet af

28. februar 2022

idk@radio4.dk

idk@radio4.dk

Krigen i Ukraine har gjort så stort indtryk på Ulrich Jørgensen fra Nordfyn, at han vil gøre alt for at hjælpe. Derfor har han startet en indsamling sammen med sin mor.

Krisen i Ukraine har fået følelserne frem i mange mennesker. Også herhjemme i Danmark. Mens krigen udspiller sig i det østlige Europa, kan man finde flere opslag og grupper på Facebook, hvor danskere forsøger at hjælpe herfra.

En af dem er Ulrich Dethlef Húnfjörð Jørgensen fra Nordfyn.

Mandag morgen skrev han ind til ’Radio4 Morgen’ om, at han sammen med sin mor vil indsamle udstyr i deres lokalområde. Det vil han så køre ned til Polen i en stor trailer for at hjælpe de ukrainske soldater. Hør ham i ’Radio4 Morgen’ herunder:

”Vi vil samle langtidsholdbart mad og babymad ind. Og så vil vi samle alt udstyr, man kan bruge i kamp, som ikke er våben. For eksempel walkie-talkies, hvis folk har dem liggende. Eller knæbeskyttere, skudsikre veste eller hjelme, der er godkendt eller på en eller på anden måde kan være til gavn,” siger han og fortsætter:

”De kæmper lige så meget for os, som de kæmper for sig selv. Og det synes jeg bare, vi skal støtte op omkring.”

Du kan se Facebookopslaget her, hvor Ulrich Dethlef Húnfjörð Jørgensen efterlyser mad til sin indsamling.

Selvom Ulrich Dethlef Húnfjörð Jørgensen frygtede, at invasionen ville ske allerede i december, så er det stadig ikke til at fatte, at der rent faktisk er krig i Europa.

”Det er fuldstændigt sindssygt, det vi står i her. Jeg har aldrig troet, at det skulle ske i min livstid,” siger han og fortsætter:

”Så har jeg nogle venner, som er ukrainsk gift, og jeg mødte blandt andet deres forældre søndag til en demonstration. Og de var fuldstændig ødelagt ovenpå alt det, der sker.”

Du kan finde Facebooksiden ‘Mad og udstyr til Ukraine nu’ her, som har Ulrich Dethlef Húnfjörð Jørgensen oprettet, hvor alle er velkomne til donere ting til.

Foto: Ulrich Dethlef Húnfjörð Jørgensen – Privatfoto

Afspiller nu

NYHEDERNE PÅ RADIO4

16:00
16:05