Ukrainske flygtninge vender tilbage til hjemlandet: “Folk flytter jo ikke for sjov”

Ukrainian refugees depart from the border crossing in Medyka, southeastern Poland, on Wednesday, March 30, 2022. Following Russia's announcement that troops might be withdrawn from various parts of Ukraine, some Ukrainian refugees are returning to their the country. (AP Photo/Sergei Grits)

Skrevet af

6. april 2022

kav@radio4.dk

kav@radio4.dk

Over de seneste seks uger er over fire millioner ukrainere flygtet fra deres krigsramte hjemland. Men nu begynder de første meldinger at komme om, at de vender tilbage igen.

Det siger Elisabeth Arnsdorf Haslund, der er talsperson for UNHCR, FN’s flygtningeorganisation i de nordiske og baltiske lande.

“Vi har modtaget meldinger om, at et antal ukrainske flygtninge vælger at returnere til Ukraine. Og det kan der være mange forskellige årsager til. For nogle handler det om, at de har været adskilt fra familie eller skal tilbage og tage sig af noget familie. For andre kan det handle om deres levebrød. De har måske noget arbejde, de skal tilbage til eller noget jord, der skal dyrkes,” siger hun til Radio4 Morgen.

Jonas Skovrup Christensen, der bor i den ukrainske hovedstad, Kiev, med sin familie, oplever også, at der er flere mennesker i byen.

“Vi oplever, at der er flere biler på gaden, flere mennesker. Der er nogle cafeer, der åbner op lige så stille. Jeg vil ikke sige, at det ligner Kiev fra før krigen – det gør det på ingen måde – det er stadig en spøgelsesby sammenlignet med før. Men der er meget mere liv, end der var de første to uger,” siger han.

Hør interviewet med Jonas Skovrup Christensen, der bor i den ukrainske hovedstad, Kiev, med sin familie, her:

Han kender selv flere, der er vendt tilbage.

“Min svigerfar, hans kæreste og hendes datter kom tilbage fredag, og det gjorde nogle andre venner også. Henholdsvis fra en lille landsby hundrede kilometer østpå og andre fra det vestlige Ukraine. Folk skal på arbejde. De får ikke løn, hvis de ikke er på arbejde. Så hvis man har mulighed for at komme på arbejde, så gør man det, og det havde de,” siger han til Radio4 Morgen.

“Mere sikkert nu i Kiev end tidligere”

Ifølge den ukrainske grænsevagt, rejste over 21.000 ukrainere ind i landet igen den 4. april, hvor de seneste tal er fra.

Jonas Skovrup Christensen, der bor i Kiev med sin familie, mener, at det er mere sikkert at vende tilbage nu end tidligere.

“Situationen har også ændret sig her. Det er mere sikkert nu i Kiev end tidligere plus, at folk bliver trætte af at være væk fra deres hjem. Folk flytter jo ikke for sjov. Det er ikke nødvendigvis bekvemt at bo i et lille rum med andre mennesker et eller andet sted i landet, så de fleste mennesker vil jo gerne hjem, hvis de kan, og de føler sig sikre nok til at tage hjem”, siger han til Radio4 Morgen.

Og det er Kristina Grünenberg, lektor ved Institut for Antropologi ved Københavns Universitet, enig i.

“Alle flygtninge vil gerne hurtigt hjem igen. Krisen i Ukraine er relativt ny. Det betyder selvfølgelig også noget, at det ikke er ret lang tid siden, at de her mennesker har forladt deres hjemland,” siger hun.

Hør interviewet med Kristina Grünenberg, lektor ved Institut for Antropologi på Københavns Universitet, her:

Desuden er situationen meget forskellig rundt omkring i landet, fortæller hun.

“Ukraine er et kæmpestort land, og selvom vi får en fornemmelse af gennem medierne, at der er krig i hele landet, så vil der selvfølgelig også være nogle områder, som ikke er så berørt af krigen, og hvor det kunne være muligt at vende hjem til. Og som UNHCR (FN’s flygtningeorganisation, red.) ganske rigtig påpeger, så handler det selvfølgelig også om, at man har familie, og man har sit hjem – forhåbentlig – stadigvæk i Ukraine”, siger hun til Radio4 Morgen.

Siden krigen brød ud er 4,2 millioner mennesker flygtet fra Ukraine, viser tal fra FN’s flygtningeorganisation.

Afspiller nu

ONLY IN AMERICA

14:05
15:00