Udviste fra Kærshovedgård hyrer pirattaxaer: Nu reagerer ministre

Skrevet af

23. februar 2026

Andreas Emil Kloster

anekl@radio4.dk

Charlotte Bech Mathiesen

chmat@radio4.dk

To ministre, herunder udlændinge- og integrationsminister Rasmus Stoklund, reagerer nu på RADIO IIII’s historier om udviste borgere, som hyrer pirattaxaer systematisk over Facebook.

Udlændinge- og Integrationsminister Rasmus Stoklund (S) mener, at det er ”fuldstændig forkert”, at udviste borgere på Kærshovedgård kan hyre pirattaxaer over Facebook.

Det skriver han i et Folketingssvar til Danmarksdemokraternes udlændinge og integrationsordfører Betina Kastbjerg, som har spurgt ham, hvad hans holdning er til fænomenet.

- Det er klart, at jeg synes, det er fuldstændig forkert, når personer i Danmark begynder at køre pirattaxa for de udlændinge på Kærshovedgård, som takket være regeringen nu ikke selv må køre bil, skriver Stoklund blandt andet i sit svar og fortsætter:

- Jeg har en klar forventning om, at de danske myndigheder gør alt, hvad de kan for at bekæmpe kriminalitet på og omkring Kærshovedgård. Det gælder selvfølgelig også ulovlig pirattaxakørsel.

Betinas Kastbjergs spørgsmål kommer i kølvandet på RADIO IIII’s afdækning af, hvordan personer hverves til at køre pirattaxakørsel for borgere på udrejsecentret Kærshovedgård via den lukkede Facebook-gruppe ”Sort Arbejde DK”, som så derefter hyres af beboerne på udrejsecentret.

I hvervningsopslaget loves der blandt andet en dagsløn på 2-3000 kroner om dagen udbetalt i kontanter til dem, som ønsker at køre pirattaxa for udrejsecentrets beboere.

Rasmus Stoklund understreger i sit svar til Betina Kastbjerg også, at regeringen allerede har strammet reglerne for udlændinge uden lovlige ophold.

Betina Kastbjerg har også stillet det samme spørgsmål til justitsminister Peter Hummelgaard (S) i forbindelse med RADIO IIII’s historier.

Hummelgaard understreger i sit svar, at regeringen allerede har lanceret en ny omfattende udvisningsreform, der blandt andet også skal være med til ”at styrke sikkerheden og trygheden på og omkring Kærshovedgård.”

-Med udvisningsreformen foreslås det konkret, at udlændinge, der ikke overholder deres kontrolforpligtelser, efter eventuel afsoning pålægges at bære GPS-fodlænke i ét år, lyder det blandt andet i justitsministerens svar, som fortsætter:

-Det foreslås endvidere at indføre flere overvågningskameraer og øge tilstedeværelsen af personale på Kærshovedgård for at opretholde sikkerheden.

Afspiller nu

Krimiland

22:00
22:55