Udendørs rygeforbud deler danskerne

Skrevet af

10. juli 2023

Man bestemmer selv, om man vil ryge eller ej. Men man bestemmer ikke selv, om man vil udsættes for passiv rygning, når man spiser udendørs på en restaurant i sommervarmen.

Derfor er danskerne delt i spørgsmålet om, hvorvidt det skal gøres ulovligt at ryge ved udendørsservering.

Én af dem, som holder af at ryge – også når han sidder på restaurant – er komiker og tidligere pressechef for Frie Grønne, Bjarke Charlie Serritslev.

“Hvis det er for at få renere luft, at man vil forbyde det, så start dog med bilos i stedet for. Og hvis det handler om, at folk føler sig chikaneret og derfor vil forbyde rygning, så er der altså også nogle ting, jeg føler mig chikaneret af, som jeg vil have gjort forbudt,” siger han.

Du kan høre mere om, hvorfor Bjarke Charlie Serritslev ikke mener, at det bør være forbudt at ryge under udendørsserveringer på restauranter her:

Spørgsmålet er opstået efter DR fik Epinion til at måle, hvor mange af danskerne gerne så, at det blev forbudt at ryge på restauranter, når serveringen er under åben himmel.

Her mente 51 procent af de adspurgte danskere, at det skulle forbydes.

Nogle af dem skrev til Radio4 Morgen, mens Bjarke Charlie argumenterede for det modsatte.

“Selvom det er dejligt vejr, så vælger jeg altid at sidde indendørs, da det er så klamt med det røg – hvad enten man spiser eller ej, så det vil være rart med et forbud,” skriver Michael.

“Så sent som i lørdags sad jeg udenfor på en cafe med min familie, og vi glædede os til en dejlig frokost i det gode vejr. Indtil der ved bordet ved siden af kom et selskab med tre rygere (pibe og cigaretter), og vi måtte flytte indenfor for ikke at blive generet af røgen til vores mad. Det vil sige, vi ikke kunne nyde det gode vejr, imens det rygende selskab kunne blive derude. Jeg ville også ønske, at det blev muligt for alle at spise ude og nyde vejret, og så kunne rygerne ryge bagefter et andet sted,” skriver Mette.

Ligesom restaurantgæsterne er splittede i spørgsmålet, er ejerne af restauranter også.

Britt Vorre er stifter og ejer af Aarhus Street Food, og hun er for et forbud mod at ryge på hendes terrasse. Men hun frygter, hvad det ville gøre for omsætningen.

“Jeg hilser et forbud velkomment, men jeg kommer ikke til at forbyde det nu – selvom jeg kan. Jeg er ret sikker på, at rygningen er med til at sikre os en meromsætning. Hvis jeg skulle forbyde det på Aarhus Street Food fra i morgen, ville jeg miste penge. Derfor skal der komme et forbud ovenfra, som gælder alle,” siger hun.

Du kan høre hele interviewet med Britt Vorre her:

Hos restauranternes brancheorganisation Horesta, mener man ikke, lovgivningen omkring rygning på restauranter bør laves om.

Det siger kommerciel direktør i Horesta Jeppe Møller Herskind.

“Som tallene siger, så er det cirka halvdelen, som synes, at det skal forbydes. Vi er også en branche, som skal repræsentere vores gæster, og når den anden halvdel af dem synes, at et forbud er en dårlig idé, skal vi også repræsentere dem. Som det er nu, er det restaurantens eget frie valg – og det synes vi skal blive ved med.”

Du kan høre hele interviewet med Horestas kommercielle direktør her:

Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

A-Z

01:00
05:00