TV2 indfører regler for fester og julefrokoster

Medarbejder hælder snaps op til beboer. Plejecenter i Kalundborg den15. junii 2021

Skrevet af

6. november 2023

miro@radio4.dk

miro@radio4.dk

Artiklen er blevet rettet, så det tydeligere fremgår, at regelændringer kun gælder ved fester afholdt på TV2’s adresser. Desuden er det blevet tilføjet, at de to store julefrokoster på Tv-stationen i år ikke afholdes på TV2’s adresser.  

Ligeledes har det fremgået, at medarbejderne på TV2 har taget godt imod reglerne. Det er fjernet fra artiklen.  

 

Ledelsen på TV2 har indført nye regler for fester på tv-stationens adresser. Samme tendens ses hos en lang række virksomheder, viser en undersøgelse foretaget af fagforeningen Lederne.

Når TV2’s medarbejdere sætter sig til bords til julefrokoster og andre fester, bliver der ikke serveret snaps, shots eller andre former for spiritus, og festen skal slutte til midnat, hvis festen foregår på TV2’s adresser. Reglerne blev indført tidligere på året og gælder alle fester.

Ifølge hovedtillidsmand på TV2, Lennart Sten, bliver reglerne indført for at mindske risikoen for, at der opstår problematiske situationer.

“Jeg tror, ledelsen på TV2 er, og har været, bange for, at der skulle opstå nye sager, efter den omvæltning vi har været igennem. De timer, som er skåret væk, er de timer, hvor folk har fået meget indenbords og krænkelser kan opstå. Det er også de timer, hvor vi, ligesom andre arbejdspladser, har måttet sende folk hjem i taxaer, fordi de har fået for meget at drikke,” siger Lennart Sten til Radio4 Morgen, og tilføjer, at i år holdes de to store julefrokoster i København og Odense udenfor TV2’s matrikler.

Tv-stationen kom for et par år siden i fokus, efter flere kvinder stod frem og fortalte om krænkelser og seksuel chikane på arbejdspladsen. En intern undersøgelse resulterede blandt andet i, at flere kendte studieværter mistede jobbet. Efter Metoo-sagerne har TV 2 arbejdet med at ændre kulturen på arbejdspladsen, og de nye festregler er en del af dét arbejde.

“Der har været en usund kultur, men det er der blevet gjort op med. Før var det den enkelte, som skulle beskytte sig selv. Nu tager vi fat i hinanden, hvis der er nogen som går over grænsen, eller hvis vi observerer, at der er nogen som bliver klemt. Det gælder både til hverdag, men særligt til fest – og den bevidsthed er blevet markant stærkere hos os,” siger Lennart Sten.

Du kan høre hele interviewet med Lennart Sten her:

TV2 er ikke den eneste arbejdsplads, hvor der kun er øl, vin og vand på bordene til julefrokoster og andre fester. I en ny undersøgelse, som er foretaget af fagforeningen Lederne, svarer 24 procent af lederne, at der ikke serveres spiritus på deres arbejdspladser til årets firmajulefrokost.

Michael Uhrenholdt, der er teamchef i fagforeningens ledelsesrådgivning, siger, at landets ledere i de senere år har haft øget fokus på festkulturen på arbejdspladserne.

”Der er også en signalværdi i det her som virksomhed, hvis du for eksempel har ansat nye medarbejdere. Hvis de oplever en ren abefest, så er det ikke sikkert, det svarer til deres værdisæt. Så jeg tænker, at det er derfor, at man som virksomhed går den vej. Det er sund fornuft,” siger han til Radio4 Morgen.

Også i fagforeningen DJØF er Metoo rykket langt op på dagsordenen, når det kommer til julefrokoster eller sommerfester. Før Metoo fik DJØF 0 til 5 henvendelser om året i forbindelse med krænkelser til firmafester. Nu får fagforeningen cirka 150 om året – de fleste i forbindelse med firmafester som julefrokoster.

Metoo-bølgen fik fart i Danmark, da tv-vært Sofie Linde i 2020 til Zulu Comedy Galla fra scenen fortalte om en krænkede oplevelse, hun selv havde haft til en julefrokost på DR.

Radio4 har spurgt Danmarks Radio om, der også er indført særlige festregler hos dem. Her lyder svaret, at man har et generelt adfærdskodeks, som også gælder til fester, men der ikke særlige restriktioner, som dem, der er blevet indført på TV 2, når DR’s medarbejdere skal til årets julefrokost.

Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

NYHEDERNE PÅ RADIO4

14:00
14:05