TV 2 Echo erkender: Bragte indslag med skjult reklame

Skrevet af

9. september 2024

Anne Phillipsen

anp@radio4.dk

TV 2 Echo laver skjult reklame i en video på Instagram. Sådan lyder vurderingen fra en advokat med ekspertise i medieret. TV 2 kalder det ”en fejl” og har nu fjernet videoen.

Det var et klart eksempel på skjult reklame, da TV 2 Echo bragte et indslag, hvor reklameopslag fra journalistens egen Instagram-profil blev vist.

Det vurderer advokat med speciale i medie- og presseret, Peter Lind Nielsen, over for RADIO IIII.

- Det skal stå modtageren klart, at han er udsat for kommerciel påvirkning i form af en reklame. Det skal også fremgå for den, der ser indslaget hos TV 2, at det, man rent faktisk ser, er en reklame og ikke en redaktionel optagelse af en, der cykler. Og det gør det ikke, siger han til RADIO IIII.

I videoen, som TV 2 Echo har bragt på Instagram og TV 2's hjemmeside, fortæller journalisten om begrebet ’motionsstress’.

Men i videoen bruges undervejs også klip fra journalistens egen Instagram-profil, hvor hun cykler i sponsoreret tøj. I det oprindelige opslag har journalisten skrevet ”ad tags” – altså at der er tale om reklame-opslag.

Men det er ikke tydeligt nok i TV 2 Echos video, vurderer Peter Lind Nielsen.

 - Man tror, at man ser en person dyrke idræt i form af løb og cykling, og i virkeligheden ser man en reklamevideo. For det er jo det, det er. Der er et eller andet sted tale om skjult reklame som led i et redaktionelt indslag, siger han.

TV 2 Echo: Det er en fejl

Hos TV 2 Echo erkender chefredaktør Marie Louise von Holstein, at der er sket en fejl og en ”form for skjult reklame”.

- Vi har retningslinjer på TV 2, der går på, at når man er ansat, så må man ikke på sine sociale medier have kommercielle aftaler. Det har vi ikke været opmærksom på i dette tilfælde, og derfor har vi taget videoen ned, siger hun til RADIO IIII.

Videoen havde mere end 134.000 visninger på Instagram, da den blev fjernet fra TV 2’s platforme. Journalistens private profil har samtidig fået mere end 2.000 følgere, efter at indslaget blev bragt.

TV 2 Echo har nu bedt journalisten om at opsige samarbejdsaftalerne.

- Man kan ikke have kommercielle samarbejder på sine sociale medier, når man er ansat på TV 2, så det har vi bedt journalisten om, siger Marie Louise von Holstein.

TV 2 Echo vil nu skærpe opmærksomheden på kanalens retningslinjer.

- Unge mennesker har jo sociale medier, og jeg tror også, at mange af dem er i en verden, hvor de måske har sponsorater. Så skal de vide, at når de kommer på TV 2 og skal til at arbejde som journalister, så kan man ikke have det mere, siger chefredaktør Marie Louise von Holstein.

Afspiller nu

Morgen

06:05
10:00