TV 2 bryder tavsheden om hacking-historie: Det var Amira Smajic' ide

Skrevet af

10. juni 2025

Charlotte Bech Mathiesen

chmat@radio4.dk

Nicolai Dandanell

nicod@radio4.dk

TV2 har de seneste måneder gået i flyverskjul i forbindelse med historien om, at de skulle have tilskyndet muldvarpen Amira Smajics til hacking. I stort interview på RADIO IIII bryder de nu tavsheden.

Berlingske kunne i flere artikler tilbage i april fortælle, at TV 2 angiveligt tilskyndede muldvarpen Amira Smajic, der er hovedpersonen i ”Den Sorte Svane”, til at hacke personfølsomme oplysninger fra et klientdrev på en tidligere arbejdsplads.

TV 2 var hurtigt ude og proklamere, at Berlingskes historie hvilede på ”forkerte præmisser”, og at der ikke var sket hacking. Derudover har TV 2 dog været mere eller mindre i flyverskjul de sidste par måneder uden at give nogen uddybende forklaring.

Indtil nu. Nu bryder TV 2 nemlig tavsheden om sagen. Det sker i et interview på Radio IIII-programmet ”Morgen”:

- Artiklen (I Berlingske, red.) er forkert, fordi den påstår, at vi skulle have tilskyndet til hacking af et klientdrev. Det kan jeg afvise. Der er tale om en e-mail, som Amira Smajic selv har brugt, hvortil hun har en kode, som hun benytter, forklarer chefredaktør for dokumentar og dagsordener på TV 2, Michael Nørgaard.

Han afviser dog, at korrespondancen mellem TV 2 og Amira Smajic, som Berlingske bragte i deres artikel, er forfalsket:

- Jeg tror, vores afvisning af historien er blevet taget forkert ned af den brede befolkning, fordi korrespondancen som Berlingske gengiver, den er rigtig nok.

Det forkerte i artiklen ligger derfor i, at Berlingske er blevet forsynet med en forkert historie om, at korrespondancen handlede om klientdrevet, ifølge TV 2-chefen.

Korrespondancen handlede nemlig ikke om klientdrevet, men i stedet Smajic’s gamle mail, hævder han.

Da Radio IIII videre spørger Michael Nørgaard, om TV 2 har tilskyndet Amira Smajic til hacking, lyder svaret:

- Vi har ikke tilskyndet til hacking. Der er tale om en mail, som Amira selv har anvendt, hun finder sin egen kode til den mail, og det sker på hendes eget initiativ.

- Men hvad svarer TV 2, da Amiras Smajic får den her ide?

- Vi er naturligvis interesserede i at se dokumentationen for de her meget alvorlige historier, som Amira Smajic har stillet redaktionen i udsigt.

- Opfordrer I hende til at rent faktisk gøre det?

- Det var hendes egen ide, og vi stiller os ikke i vejen for, at hun tilgår en mail, som hun selv har anvendt, hvis der på den mail findes dokumentation for de her meget alvorlige historier.

Michael Nørgaard afviser flere gange overfor Radio IIII, at der skulle være sket noget strafbart fra TV 2’s side, da Amira Smajics formål var at fremskaffe dokumentation for ”meget væsentlige historier for offentligheden”.

Han fortæller desuden, at han gerne stiller sig til rådighed for Fyns Politi i forbindelse med den efterforskning om mulig hacking, som er blevet åbnet mod både TV 2 og Amira Smajic, hvilket Berlingske tidligere har beskrevet.

Afspiller nu

Morgen

06:05
10:00