Tronskifte får konsekvenser for Kongelig Hofleverandør

Skrevet af

5. januar 2024

Gustav Pors Olesen

gup@radio4.dk

Som følge af tronskiftet bortfalder prædikatet Kongelig Hofleverandør. Det vil få konsekvenser for A. C. Perch’s Thehandel, hvis forretningen mister prædikatet, fortæller direktøren.

Udover den ære, det er at være Kongelig Hofleverandør, så har det også en positiv betydning for en virksomheds omsætning.

Det fortæller direktør i A. C. Perch’s Thehandel, Christian Hincheldey, som de seneste 20 år har haft netop det prædikat.

- Der er ingen tvivl om, at prædikatet betyder rigtig meget, især når vi er ude i verden for at sælge vores produkter.

Du kan høre hele interviewet med Christian Hincheldey her:

I mere end 100 år har det været muligt for virksomheder at få den særlige anerkendelse, men efter tronskiftet den 14. januar vil der blive taget stilling til den fremtidige ordning for hofleverandører.

De 114 virksomheder, som lige nu må skilte med den fornemme titel, er blevet vurderet ud af fra kvalitet, forretningsførelse, samfundsansvar og ordentlighed.

Lige netop dén blåstempling er de stolte af at vise frem hos A. C. Perch’s Thehandel:

- Vi mener, at det her med, at kongehuset har valgt vores produkt som ét, de gerne vil vise frem, når der er statsbesøg og besøg hos de kongelige, er et udtryk for, at det er en kvalitetsvare vi har, og at vi driver en virksomhed, som er ansvarlig og fornuftig.

Når direktør Christian Hincheldey er rundt i verden for at promovere produktet, er kronen på logoet også en faktor, der bliver lagt vægt på. Al emballage, som forretningen sender ud, bærer den særlige krone, som viser, at det danske kongehus står inde for varen.

Man kan søge om at blive Kongelig Hofleverandør, men kongehuset kan også selv vurdere, hvornår en virksomhed har gjort sig fortjent til titlen. A. C. Perch’s Thehandel har leveret til hoffet i mange år, før de fik prædikatet, men i 2002 spørger kongehuset til regnskaberne, og kort efter er det officielt. Om det så betyder, at kongehuset kun drikker the fra A. C. Perch’s Thehandel, tør direktøren ikke svare på:

- Det kan sagtens være, de også drikker andre brands derinde, men vi leverer i hvert fald jævnligt the til både dronningens hof og kronprinsens hof.

De Kongelige Hofleverandører må indtil videre bruge prædikatet frem til 14. januar 2025, men Christian Hincheldey håber, at ordningen fortsætter på den ene eller anden måde.

- Vi har faktisk en fornemmelse af, at både dronningen og kronprinsen er glade for vores produkter, så vi har store forhåbninger til, at vi får lov at videreføre prædikatet.”

Afspiller nu

A-Z

01:00
05:00