Den omstridte KU-underviser Lino Vogt ønsker alligevel ikke død over hele det israelske militær, fortæller han nu i en SMS til RADIO IIII.
Mandag fortalte Lino Vogt, ekstern underviser ved Københavns Universitet, at han ønsker død over hele det israelske militær i et interview i MORGEN på RADIO IIII.
Men nu trækker Lino Vogt trukket altså lidt i land. Det skriver han i en sms til RADIO IIII:
- Nej, jeg ønsker ikke død over hele det israelske militær, men jeg vil kun de soldater, som myrder civile i titusindvis i Gazastriben, det ondt, står der blandt andet i sms’en.
I samme SMS forklarer Lino Vogt, at han korrigerer sig selv nu, fordi han ”er væsentlig mere nuanceret, når han får muligheden for at tænke over sine udsagn i et par minutter”, ligesom han bemærker, at han ikke er vant til live-interviews.
- Jeg ved da også, at der er en del reservister i IDF, der betragter massemordet på civile palæstinensere i Gazastriben som de krigsforbrydelser, de er, og mange reservister i IDF har nægtet at tjene i Gazastriben siden oktober 2023, skriver han videre i SMS’en, der fortsætter:
- Disse mennesker har jeg naturligvis fuld respekt for, og jeg ønsker dem kun alt godt. Men slogans er jo i sagens natur simplificerede budskaber, der aldrig kan fange alle de nuancer, man gerne ville udtrykke.
RADIO IIIIs interview med Lino Vogt, hvor udtalelsen om det israelske militær faldt, kommer i kølvandet på den opmærksomhed, som Lino Vogt fik tilbage i juni måned, da han i forbindelse med sin undervisning havde bragt et billede med teksten ”Death, death to the IDF” – altså ”Død, død over IDF”, som er forkortelsen for det israelske militær.
Billedet blev vist i et slideshow foran flere studerende, og sagen udløste en advarsel fra Københavns Universitet.
Lino Vogts udtalelse om at ønske død over hele det israelske militær i RADIO IIII-interviewet har vakt en del vrede reaktioner, herunder har blandt andet Danmarksdemokraternes folketingsmedlem, Ulrik Knudsen, skrevet på X, at Københavns Universitet bør fyre ham.
Ulrik Knudsen fortæller i et interview med RADIO IIII tirsdag, at Lino Vogts korrektion ikke ændrer på hans holdning til, at han bør fyres af Københavns Universitet.
Ulrik Knudsens opfordring bekymrer dog ikke Lino Vogt. Han henviser til loven om offentligt ansattes ytringsfrihed, der blandt andet lyder, at ”Offentligt ansatte ikke må mødes med negative ansættelsesretlige reaktioner på grund af ytringer, som fremsættes på egne vegne.”
Han skriver desuden i sin sms, at han ikke er blevet kontakt af det juridiske fakultet på Københavns Universitet, hvor han er ansat, siden interviewet på RADIO IIII mandag.
RADIO IIII har siden mandag forsøgt at få en kommentar fra Københavns Universitet i forbindelse med sagen og arbejder fortsat på det.
