Hvert år bruger de skattebetalte tandlæger tusindvis af timer på at vente på patienter, der aldrig dukker op.
Det viser aktindsigter foretaget af RADIO IIII i de ti største danske kommuner.
Den skattebetalte kommunale tandpleje omfatter både børn, unge, gamle og øvrige borgere, som ikke kan benytte den almene private tandpleje.
Aktindsigterne viser, at der siden 2022 har været over 200.000 udeblivelser.
I toppen af listen ligger blandt andet Aarhus Kommune, hvor udeblivelsesprocenten lyder på 12,4 procent. Over hver tiende af patienterne dukker altså ikke op til deres tandlægetider uden at melde afbud.
Ifølge Jes Søgaard, der er professor emeritus i Sundhedsøkonomi ved SDU, har det store økonomiske konsekvenser med de mange udeblivelser.
- Det er alt for mange. Og vi taler endda kun landets ti største kommuner, pointerer han. Hvis vi regner med et tidstab på klinikkerne på cirka et kvarter pr. udeblivelse, så taler vi et tab på mellem 25 og 50 millioner kroner. Det er spild af skatteydernes penge, siger han.
De mange udeblivelser ærgrer også Stine Brems Mørcholdt, overtandlæge i Aarhus Kommune, hvor man oplever mange tomme stole på klinikkerne trods aftale.
- Der er mange unge mennesker her i Aarhus Kommune. Vi har en formodning om, at en del af dem skal overtage deres sundhedsaftaler samme tid med, at de flytter hjemmefra. Og fra andre kommuner ved vi, at tallet kan stige i den sammenhæng, forklarer hun.
Står det til Jes Søgaard, kan man indføre gebyrer, hvis man udebliver fra tidsaftaler.
Men det forslag er svær at indføre, fortæller Stine Brems Mørcholdt.
- Jeg er bekymret for at straffe borgere for ikke at møde op. Ofte har de en god forklaring på deres udeblivelse. Vi tror i højere grad på samarbejde end straf, siger hun.