Tiltalt for at opfordre til forbrydelser mod B.T.

Skrevet af

17. marts 2026

Stig Dahlgren Atzen

stdat@radio4.dk

Toke Gripping

tokgr@radio4.dk

Mohamed Abdi Kahn er blevet tiltalt for offentlig tilskyndelse af forbrydelse, efter at han på sine offentlige Facebook-profil skrev, at muslimske brødre og søstre skal bekæmpe B.T.

Mohamed Abdi Kahn, der på sin Facebook-profil deler fortrinsvist islamisk indhold til sine 17.000 følgere, skal for retten for offentlig tilskyndelse af forbrydelse mod B.T.

Det fremgår af et dokument fra Anklagemyndigheden, som RADIO IIII har fået indsigt i. Mohamed Abdi Kahn bekræfter, at han er blevet tiltalt.

Tiltalen kommer efter, at Mohamed Abdi Kahn skrev følgende på Facebook:

- B.T. er medskyldige i folkedrab, og nu krænker de og angriber vores brødre og søstre i DK. Muslimske brødre i DK skal faktisk komme sammen, lave en plan og bekæmpe dem. Vi kan stoppe dem, og vi skal gøre på den hårde og smertefulde måde.

Kommentaren faldt 10. juni sidste år under en artikel, som B.T.s politiske redaktør, Claes Theilgaard, har skrevet, og som var delt på Facebook.

- Det er betryggende, at myndighederne tager sig af den slags kommentarer og tilskyndelser til forbrydelser mod mig og B.T., siger Claes Theilgaard til RADIO IIII.

Mohamed Abdi Kahn kalder i et offentligt opslag på Facebook tiltalen for "fuldstændig uacceptabel".

Mohamed Abdi Kahn er tiltalt efter straffelovens § 136 stk. 1. Dømmes han skyldig efter den paragraf, kan han risikere fængsel i op til fire år.

Afspiller nu

Frontlinjen

13:30
14:00