"Tilbage til Auschwitz med dig": Ella Chievitz er bange - nu har hun bedt sine børn gemme de jødiske symboler væk

Skrevet af

9. november 2023

tohb@radio4.dk

tohb@radio4.dk

For fire år siden blev der sat en jødestjerne på deres postkasse. Nu er angsten tilbage hos det dansk-israelske ægtepar Ella og Henrik Chievitz, der har bedt deres børn gemme de jødiske symboler væk og lade være med at tale hebraisk i offentligheden.

Ella Chievitz får tårer i øjnene, når hun fortæller, hvad hun har sagt til sine børn. Hun har det ikke godt med det.

Men hun føler sig tvunget til det.

– Jeg vil ikke have, at de kommer til skade, siger Ella Chievitz, der bor i Silkeborg sammen med sin mand, Henrik Chievitz.

Frygten for, at der kan ske parrets fire sammenbragt døtre noget, har fået Ella Chievitz til at bede børnene om at skjule deres jødiske baggrund, når de er i skole eller på arbejde.

De må ikke tale om Israel i offentligheden.

De må heller ikke tale hebraisk, når de går rundt uden for. Det gælder også ordet “ima”, der betyder mor, og som er det, de plejer kalde Ella Chievitz.

Og så skal de gemme deres halskæde med davidsstjerne væk, så ingen kan se nogle fysiske tegn på, at de har jødisk baggrund.

– De skal lade fuldstændig være med at snakke om jødedom eller Israel eller deres familie, siger Ella Chievitz.

Sådan har det været, siden terrororganisationen Hamas angreb Israel for en måned siden.

– Jeg synes, det er helt forfærdeligt, at vi ikke kan være dem, vi er, siger hun.

Ella Chievitz er født og opvokset i Israel, hvor hun stadig har familie, og så er hun en del af den voksende gruppe danskere med jødisk baggrund, der føler sig utrygge på grund af situationen mellem Israel og Palæstina.

Hør indslaget i Radio4 Morgen om Ella og Henrik Chievitz’ oplevelser her:

Minister er bekymret

Nye tal viser, at Det Jødiske Samfund i Danmark har modtaget 80 indberetninger om antisemitiske hændelser i løbet af den seneste måned. Til sammenligning var der forud for angrebet i Israel 30 indberetninger fra den 1. januar til den 6. oktober.

Ifølge den jødiske menighed er flere af den seneste måneds indberetninger dødstrusler. Andre handler om antisemitisk hærværk, og der er også tilfælde af fysisk chikane, lyder det.

Tidligere på ugen sagde justitsminister Peter Hummelgaard (S) til Jyllands-Posten, at han “i allerhøjeste grad” er bange for, at situationen kommer ud af kontrol. Udtalelsen kom, efter at flere medier har beskrevet, hvordan danske jøder oplever en stigende utryghed.

– Det er dybt uacceptabelt, at situationen i Mellemøsten skaber utryghed i Danmark. Det rager mig en papand, hvad man mener om enten 1948-grænser eller 1967-grænser, eller hvem der gjorde hvad i en konflikt. Det berettiger på ingen måde – under ingen omstændigheder – den forfølgelse, vi lige nu ser af herboende jøder, sagde Peter Hummelgaard til Jyllands-Posten.

Justitsministeren har ikke ønsket at udtale sig til Radio4.

For Ella Chievitz betyder situationen, at hun har svært ved at sove for tiden.

– Alle sanserne er i gang. Også om natten. Jeg tror ikke, vi har sovet godt de seneste fire uger, siger hun.

Selvom der både er videoovervågning, alarmsystemer og lange gardiner ved alle vinduerne i det hus i Silkeborg, som de bor i, føler hun sig ikke tryg.

Derfor tør hun heller ikke være alene hjemme, når det er blevet mørkt, og der går et sus igennem hendes krop, når hun hører en bildør smække ved naboen.

– Jeg kan ikke være alene hjemme om aftenen, og gardinerne bliver rullet helt ned, siger Ella Chievitz.

Hun har flere gange tidligere modtaget hadefulde beskeder på Facebook fra fremmede, der kommenterer hendes jødiske baggrund. Nogle af dem har hun gemt. Blandt andet en besked, som hun fik i 2021.

– Her er en, der skriver ”din klamme, zionistiske luderunge,” siger Ella Chievitz.

Det er en fremmed mand, der har sendt beskeden til hende. I beskeden står der også, at manden mener, at Ella Chievitz’ bedsteforældre burde være blevet aflivet.

I en kommentar, som hun opdagede den 7. oktober, da Israel blev angrebet af Hamas, står der “fuck dig luder”.

Og så er der en, der skriver:

”Afsted til Auschwitz med dig.”

Frygten følger med hjem

Det er ikke nyt for ægteparret fra Silkeborg, at deres forbindelser til Israel kan afføde hårde reaktioner.

For fire år siden klistrede ukendte personer en gul jødestjerne på deres postkasse med ordene “jude”. De politianmeldte sagen og fik sat videoovervågning op i huset.

For nylig blev Ella Chievitz’ mand, Henrik Chievitz, også ringet op af en fremmed mand.

“Stop folkemordet. Vi ser alle sammen, hvad der sker,” siger manden i en telefonbesked, som Radio4 har hørt.

– Hvorfor skal jeg ringes op og gøres ansvarlig for et folkemord?, siger Henrik Chievitz.

Han er ikke selv jøde, men er engageret i Dansk-Israelsk Forening i Aarhus. Og han mærker også utrygheden.

– Den frygt, som de her frygtelige gerninger kan skabe, sætter sig også i kroppen og i sindet. Man har sådan en opmærksomhed på ting. Er der noget, der er unormalt for det område, vi bor i? Det er jo ikke en ting, man burde leve med. Ens hjem burde være det tryggeste. Du kommer ind og lukker døren og bestemmer selv, hvad du lukker ind. Men her følger der en form for bekymring med ind i vores hjem, siger han.

Han håber, at de danske jøder snart kan føle sig trygge, men han er ikke optimistisk.

– Antisemitismen har altid ligget og luret et eller andet sted. Men den får bare ekstra benzin lige nu, siger han.

Afspiller nu

SKILSMISSEN

04:05
05:00