Donald Trumps eksrådgiver John Bolton råder Mette Frederiksen til at ignorere den amerikanske præsidents udtalelser om Grønland.
Donald Trumps gentagne udtalelser om Grønland skal ikke tages seriøst.
Det vurderer John Bolton, der under Trumps første præsidentperiode var ansat som national sikkerhedsrådgiver for præsidenten.
- Hvis man bliver ved med at give ham opmærksomhed, giver det ham bare blod på tanden, siger han i et interview på RADIO IIII.
Den amerikanske præsident understregede tirsdag endnu en gang, at Grønland bør kontrolleres af USA og ikke af Danmark.
Det skete under Nato-topmødet i Ankara, hvor også Mette Frederiksen deltog.
- Det kommer ikke til at ske. Grønland har meget klart sagt, at de ikke ønsker at være en del af USA. Og jeg forventer, at alle respekterer vores suverænitet som kongerige, sagde Mette Frederiksen blandt andet efterfølgende til pressen.
John Bolton arbejdede i Det Hvide Hus, da Trump første gang ytrede sit ønske om at erhverve Grønland. Han foreslår overfor RADIO IIII, at Mette Frederiksen i stedet skulle vælge at ignorere udtalelserne.
- En anden måde at håndtere det på kunne bare være at sige: Min holdning til det emne er velkendt. Lad os tale om noget seriøst, siger eksrådgiveren, der også tidligere har fungeret som USA's ambassadør ved FN.
John Bolton har, siden han blev fyret som rådgiver i 2019, været stor kritiker af Donald Trump. Han vurderer ikke, at præsidentens planer om overtagelse af Grønland har nogen gang på jorden.
- Det er pinligt for USA, når han siger det, siger John Bolton.
John Bolton erklærede sig i slutningen af juni skyldig i anklager om at have håndteret fortrolige dokumenter på ulovlig vis.
Ifølge CNN skal han have delt det hemmelige indhold med sin hustru og datter over mail.
