Tidligere forsvarsminister advarer mod skræmmekampagne fra ja-side

Søren Gade (V)

Skrevet af

4. maj 2022

peru@radio4.dk

peru@radio4.dk

Venstres tidligere forsvarsminister og EU-parlamentariker Søren Gade stempler nu ind i EU-forbeholdsvalgkampen med en klar advarsel til ja-siden om at droppe skræmmekampagner om de negative konsekvenser ved et nej.

Med under en måned til, at danskerne skal stemme ja eller nej til at afskaffe det danske forsvarsforbehold kommer Søren Gade en klar opfordring til ja-siden om at holde igen med den bombastiske retorik:

“Hold diskussionen i de rette dimensioner. Lad være med at henfalde til det her med at lave skræmmekampagner og overgøre betydningen. Verden går ikke under, hvis det bliver et nej,” siger han til Radio4.

Konkret vurderer Søren Gade eksempelvis ikke, at det giver mening at gøre afstemningen til et spørgsmål om Danmarks sikkerhed.

“Det handler ikke om vores sikkerhed. Det handler om, at der er typer af operationer, vi ikke kan deltage i.”

Søren Gade mener, at ja-siden i stedet bør argumentere nøgternt med eksempler på operationer, som ville være i Danmarks interesse at være en del af. Og at man skal afholde sig fra at overgøre betydningen af at afskaffe forbeholdet.

“Jeg vil ikke gå ind på den vej, at din og min og vores børns sikkerhed bliver bedre af at fjerne forsvarsforbeholdet, fordi det gør den ikke. Den sikkerhed ligger i NATO. Det er NATO, der sikrer, at vi kan sove trygt om natten.”

Den tidligere forsvarsminister erkender, at han tidligere har advaret mod at skrotte forbeholdet – da et udsultet dansk forsvar efter hans opfattelse ikke ville kunne løfte flere opgaver. Men han fremhæver, at Folketinget nu har givet grønt lys til en enorm investering i forsvaret i de kommende årtier.

“Jeg synes, at det er vigtigt. Vi har en diskussion lige nu i Europa omkring vores sikkerhed. Vi bevilger flere penge til forsvaret. Vi har NATO, som har en forventning om, at de europæiske lande skal tage noget mere ansvar. Så derfor er det vigtigt,” lyder det i et længere interview til Radio4’s politiske magasin Mandat.

De seneste meningsmålinger har vist, at omkring hver tredje vælger fortsat er i tvivl om, hvor krydset skal sættes. Og det er netop dem, som Søren Gade taler til med disse udmeldinger, mener politiske redaktør på Radio4, Thomas Larsen:

“Med sin tilgang taler Søren Gade til de mange skeptikere og tvivlere, især blandt kvinder, unge og EU-skeptiske borgerlige, som ikke ved, hvor de skal sætte krydset. Men om det er nok til at til at vinde afstemningen, er ikke til at sige,” lyder vurderingen.

Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

RADIO4 MORGEN

04:05
07:00