Borgere i dele af Thyborøn i Vestjylland frarådes at spise hjemmedyrkede grøntsager. Årsagen er, at Lemvig Kommune har gjort nye fund af de formodet kræftfremkaldende og hormonforstyrrende PFAS-stoffer. Det oplyser Miljøstyrelsen og Lemvig Kommune i pressemeddelelser.
“De prøver, der på nuværende tidspunkt er udtaget, viser for høje koncentrationer af PFAS. Det betyder, at borgerne i Thyborøn i de berørte områder ud fra et forsigtighedsprincip ikke anbefales at spise hjemmedyrkede afgrøder fra haven,” siger Claus Borg, direktør for teknik og miljø i Lemvig Kommune, i en pressemeddelelse.
Hør historien her i nyhederne fra Radio4:
Det gælder ikke grøntsager, der er dyrket i plantekasser i drivhus og er vandet med drikkevand fra husstanden. For forureningen er ikke konstateret i drikkevandet. Borgere, som har oksekød eller fuglevildt fra Harboøre Tange liggende i fryseren, bør desuden kassere det for en sikkerheds skyld.
Tidligere på året blev der fundet PFAS syd for Thyborøn, hvor der tidligere har været en losseplads. Siden har nye undersøgelse i omkringliggende områder vist, at der også i Thyborøn by er forureninger. Det er på den baggrund, at Lemvig Kommune indfører nye restriktioner for at beskytte mod forureningen.
Der er tidligere indført både bade- og fiskeforbud i nærliggende søer. Og al salg af fødevarer fra kvæg i forurenede områder er stoppet efter vejledning fra Fødevarestyrelsen.
Her kan du høre serien fra Radio4 Undersøger om de giftige PFAS-stoffer, der er fundet i alt fra oksekød til drikkevand en lang række steder i Danmark:
Fire PFAS-stoffer, herunder PFOS, er fundet i for høje værdier.
PFOS er både mistænkt for at kunne påvirke menneskets reproduktion, give kræft samt give lever- og nyreskader. Der er nedsat en indsatsgruppe for at kortlægge forureningernes omfang og kilder.
Foto: Stig Nørhald/Biofoto/Ritzau Scanpix