30. september 2005 offentliggjorde Jyllands Posten 12 tegninger, der kom til at ændre verden. Siden fulgte en stor boykot af danske varer, afbrænding af ambassader, terrorplots og 15 års debat om ytringsfrihed.
JP´s kulturredaktør Flemming Rose og avisens chefredaktion fik status af jaget vildt, og samme skæbne overgik de 12 tegnere.
“Allerede i 2005 måtte jeg flytte hjemmefra, fordi en konkret person gik efter min person – og i øvrigt også den daværende formand for Danske Bladtegnere, Claus Seidel, blev udsat for nogenlunde det samme. Vi blev udsat for trusler på vores liv. Vi havde heldigvis Politiets Efterretningstjeneste til at finde rundt i tingene. Jeg erkender det, vi var skrupforvirrede over alt, hvad der foregik, husker bladtegneren Lars Refn.
Lars Refns tegning forestillede skoledrenge Mohammed, der på en tavle skrev: ‘Jyllands Postens redaktion er en flok højreorienterede provokatører.
”Den første uge efter min tegning var offentliggjort, havde jeg det rigtig godt. Det var en practical joke, der var lykkedes. De troede, der stod noget krimskrams på tavlen, og jeg gjorde grin med dem. Længere var det ikke. Og da det så pludselig blev konkret – jeg blev ringet op af politiet, som sagde, at jeg måtte flytte hjemmefra, for der var nogen, der var ude efter mig – så blev man jo klar over, at der var nogle kræfter, der var sluppet løs, som ikke var særlig behagelige at have med at gøre,” siger Lars Refn
Tab for milliarder
Muhammedkrisen var foruden truslerne også et alvorligt slag mod dansk eksport. Danske virksomheder som Arla, Lego og Grundfos mistede omsætning i milliardklassen i muslimske lande.
Hos Arla oplyser kommunikationschef Åse Andersson, at krisen kostede 450 millioner kroner i tabt omsætning det første år og i de følgende år yderligere to milliarder.
I 2005 var der ikke mange, der kendte ordet shitstorm, men sådan én var det – Danmarks største shitstorm nogensinde, siger William Atak, der rådgiver virksomheder om kommunikation:
“Det kræver troværdige kilder til at sprede budskabet, og der var jo både imamer og statslige medier, der opfordrede til boykot af Danmark,” siger William Atak.
Blandt danske muslimske overhoveder møder tegnerne stadig stor modstand. Imam Mohammad Khani fra Imam Ali Moskeen i Københavns nordvest-kvarter er stadig ikke tilhænger af den type ytringsfrihed, tegningerne repræsenterer.
”Der har ikke været et problem i den muslimske verden, når det kommer til saglig kritik. Der, hvor det går hen og bliver et problem, det er, når man politiserer visse begreber – såsom ytringsfrihed – med et helt bestemt formål om at sparke til mennesker, der i forvejen ligger ned. Og det er her, det bliver utroligt grimt, og derfor muslimer måske ikke velkommer den her form for hån. For det handler jo ikke om ytringsfrihed. Muslimer siger jo ikke, at der ikke skal være ytringsfrihed. Ytringsfriheden var til for helt bestemte formål, såsom at præsentere idéer, at søge sandheden, at holde regeringer til ansvar. Men der er nogle standarder for, hvordan man gør brug af ytringsfriheden. En journalist kan ikke bare sige, hvad han har lyst til. En akademiker kan ikke bare sige, hvad han har lyst til. En politiker kan heller ikke bare sige, hvad han har lyst til. Så ytringsfrihed eksisterer ikke i sin absolutte form. Så det er ikke udgangspunktet, at vi skal acceptere, at hån også er en del af ytringsfriheden,” siger Mohammad Khani.
Radio4 Morgen har i forbindelse med dækningen af 15-året for Muhammedkrisen inviteret både Jyllands Postens tidligere kulturredaktør Flemming Rose og den nuværende chefredaktør Jakob Nybro til interview. De har ikke ønsket at medvirke.
Hør interview med tegneren Lars Refn om de 15 år, der fulgte efter at han og kollegerne tegnede Muhammed:
Hør interview med imamen Mohammad Khani, der stadig tager kraftigt afstand fra tegningerne:
Hør ekspert i virksomhedskommunikation William Atak forklare, hvorfor Muhammedkrisen blev en klassisk shitstorm:
