Både personer, der var til stede i shoppingcenteret Field’s, og pårørende har haft brug for krisehjælp efter skudepisode i Field’s søndag aften.
Børns Vilkår og Røde Kors har haft ekstraordinært travlt ved telefonerne, siden skudepisoden i Field’s søndag aften, hvor tre blev dræbt og fire såret af skud.
”Vi har haft virkelig, virkelig mange opkald i går aftes og også i nat. Der har været rigtig travlt,” siger chef for Børnetelefonen, Marianne Rasmussen.
Det er børn og unge, der har hørt og set skud og døde personer, der henvender sig til Børns Vilkårs børnetelefon.
”Børn og unge har oplevet noget, som ikke er for børn, og det skal vi hjælpe dem med og støtte dem i,” siger Marianne Rasmussen.
Børnetelefonen har derfor haft ekstra rådgivere på arbejde natten til mandag.
Også Offerrådgivningen hos Røde Kors har modtaget flere end 100 opkald. Det er primært personer, der har haft en flugtoplevelse eller en anden voldsom oplevelse i og omkring Field’s, som ringer til Offerrådgivningen.
”Folk henvender sig, efter de har haft en svær oplevelse i Field’s og derude omkring. Det er svære lange samtaler, som vores personale har,” siger Mikkel Wendelboe Toft, beredskabschef hos Røde Kors.
Samtalerne varer 30 til 45 minutter, så tingene kan blive talt godt igennem, fortæller Mikkel Wendelboe Toft.
Hør interviews med Marianne Rasmussen og Mikkel Wendelboe Toft i Radio4 Morgen her:
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix