Tech-kritiker: Smittestop-appens teknologi risikerer at give fejlskud

Ny app skal spore smittekilder i Danmark - smittestop app. Sundheds- og Ældreministeriet holder pressemøde om lanceringen smitteopsporingsappen smitte stop i Det Kongelige Biblioteks Have den 18. juni 2020. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020)

Skrevet af

19. juni 2020

Den længe ventede smitteopsporingsapp, SmitteStop, kan nu endeligt downloades efter flere måneders forsinkelse. Men en tech-kender, tror ikke, at appen vil have slagkraft i smitteopsporingen. Teknologien, den baserer sig på, er fejlbehæftet.  

Allerede inden Smittestop-appen i går blev tilgængelig har den været udsat for massiv kritik – særligt, fordi planen var, at appen skulle indsamle data om, hvem danskerne mødes med, hvor de mødtes og gemme oplysningerne på en central server.

Appen sikrer nu privatlivet, men bliver ikke nødvendigvis en stor hjælp i smitteopsporingen af coronavirus i Danmark. Sådan lyder vurderingen fra Anders Kjærulff, teknologi-kritiker og journalist, til Radio4 Morgen. Han mener, at Bluetooth-teknologien, den baserer sig på, vil give fejl:

“Vi ved med sikkerhed, at der kommer til at være fejlmeldinger, altså ting, hvor den påstår, du har været i nærheden af nogen, hvor du ikke har. Der vil også være falske negativer, det vil sige, at du har været i nærheden af nogen, som faktisk har haft Covid-19, men hvor du ikke vil få besked om det,” lyder det fra Anders Kjærulff.

Han henviser blandt andet til, at teknologien kan tage fejl af vægge, hvor en smittet sidder på den anden side, og hvor man ikke er i direkte kontakt med vedkommende. Dette kan den registrere som kontakt med en smittet. Eller hvis man efterlader sin smartphone i en taske, interagerer appen ikke nødvendigvis med de personer, man omgås, og så kan man have været udsat for smitte uden at vide det.

“Der er ikke nogen, der aner, om det her virker. Der har ikke været nogen effekt af det i de lande, man har forsøgt,” siger han og henviser til Island, hvor 40 procent af befolkningen downloadede appen. Ifølge Anders Kjærulff har den islandske pendant til Smittestop ikke haft nogen effekt.

Anders Kjærulff påpeger også, at udbredelsen af appen i Danmark bliver en udfordring, fordi iPhones af ældre dato ikke kan downloade appen, og så er der alle dem, der slet ikke har en smartphone.

Hør hele interviewet med teknologi-kritiker og journalist Anders Kjærulff her:

NaN:NaN
NaN:NaN