Sundhedsstyrelsen bruger kendt influencer i alkoholkampagne: har selv delt opslag med alkohol og sine børn

Skrevet af

23. august 2024

Steffan Axelsen

stax@radio4.dk

Opdateret: RADIO IIII har ændret artiklens rubrik, da der ikke var dækning for den tidligere rubrik. RADIO IIII beklager fejlen. RADIO IIII har samtidig tilføjet et forbehold i Sundhedsstyrelsens citat i artiklen.

Sundhedsstyrelsen har betalt influencer Mette Helena Rasmussen for et samarbejde, hvor hun skal gøre opmærksom på børn og unges alkoholvaner på sin Instagram-profil.

Blandt andet handler samarbejdet om at nå ud til unge følgere og understrege Sundhedsstyrelsens anbefaling om, at unge under 18 år ikke anbefales at indtage alkohol overhovedet.

Men et eftersyn af influencerens posts, som Morgen på RADIO IIII har gennemgået, viser, at en stor del af hendes indhold faktisk enten har alkohol som fokus eller viser alkohol.

Influenceren har blandt andet reklameret for Menu-vin, Erikson Vin, Lillet og Cocktailkonsortiet over for sine godt 116.000 følgere.

I et af opslag, hvor hendes børn endda også medvirker, siger hun blandt andet:

- Du kan vinde en kasse vin hver måned, og det eneste, du skal gøre, er at tagge en veninde, der har brug for en kasse vin, lyder det fra Mette Helena Rasmussen i opslaget.

Vi har skrevet til Sundhedsstyrelsen, som dog ikke har villet stille op til interview. De kom dog med følgende skriftlige svar:

- Vi har valgt at samarbejde med influencere, fordi de har en god kontakt til de målgrupper, vi gerne vil nå, og fordi de kan være med til at facilitere en god samtale om emner som fx vores alkoholkultur.

- Vi har haft et godt samarbejde med Mette Helena, men vi var ikke bekendt med, at Mette Helena tidligere har lavet et opslag, hvor det ser ud som om hun serverer alkohol for sin datter. Det er naturligvis ikke i tråd med Sundhedsstyrelsen anbefalinger, så det er forståeligt, at det vækker undren. Vi vil fremover være ekstra opmærksomme på dette ved fremtidige samarbejder med influencere, lyder svaret fra sektionsleder i Sundhedsstyrelsen, Rikke Liebst.

Selvstændig kommunikationsrådgiver Sune Bang mener, at Sundhedsstyrelsen skulle have fravalgt Mette Helena Rasmussen, da de fandt partnere til alkoholkampagnen.

- Specielt når du snakker om offentlige institutioner og statslig kommunikation, så kan jeg lover jeg dig, at de hverken har lyst til at skulle skrive sådan et citat til RADIO IIII eller på anden måde stå på mål for det her. Så vil man hellere vælge en anden influencer, siger Sune Bang.

Hør interviewet med Sune Bang her:

Mette Helena Rasmussen har ikke ønsket at kommentere dilemmaet over for Morgen på RADIO IIII.

Sundhedsstyrelsen har brugt 85.000 kr. på samarbejdet mellem Mette Helena Rasmussen og de fire andre influencere.

Skribent: Ida-Marie Juul Hansen, RADIO IIII

Afspiller nu

Aften

17:05
20:00