Styrelse giver kritik til lægehus efter otteårig piges død

Skrevet af

30. maj 2023

alch@radio4.dk

alch@radio4.dk

Styrelsen for Patientklager kritiserer lægehus i Vojens for behandlingen af en otteårig syrisk pige, der døde af et hjertestop som følge af mangelfuld astmabehandling i august sidste år. Ekspert vurderer, at pigen kunne have overlevet, hvis behandlingen havde været bedre.  

Der var flere fejl i behandlingen, som ledte op til, at 8-årige Aryam fik hjertestop på pigens lægehus i Vojens.   

Det vurderer Styrelsen for Patientklager i en afgørelse af forløbet, som Radio4 Undersøger tidligere har afdækket i podcast-serien ‘Den døde pige i lægehuset’

“Der gives kritik til Lægerne Margrethevej for behandlingen den 1. og den 10. august 2022. Det betyder, at behandlingen var under normen for almindelig anerkendt faglig standard,” lyder det i afgørelsen.   

Den syriske piges far, Sohaib Alnasif, mener, at hans datter havde været i live, hvis hun havde fået en bedre behandling.  

“Rigtig mange mennesker lever med astma og har det godt, hvis de får den rigtige behandling. Fra starten fik hun den forkerte behandling, så selvfølgelig ender det bare galt,” siger han.  

Det samme gør professor i almen medicin fra Københavns Universitet, Lars Bjerrum.   

“Med den rette behandling var hun ikke død. Astma er en af de hyppigste sygdomme hos børn, og det er normalt ikke en dødelig sygdom,” siger Lars Bjerrum.  

Det er en skærpende omstændighed i kritikken af Lægerne Margrethevej, at lægehuset ikke gjorde nok for at fjerne de sprogbarrierer, som der var mellem personalet og Aryams far.   

Mangelfuld opfølgning  

Sohaib Alnasif kom med datteren til lægehuset den 1. august sidste år, hvor hun havde et akut astmaanfald. Hun blev behandlet på stedet, men faren har siden fortalt, at lægen ikke fortalte hverken ham eller datteren, hvad de skulle gøre, hvis astmaen blev værre, eller medicinen ikke virkede.   

“Han siger til min datter: Det er stille og roligt. Det er ikke farligt,” siger Sohaib Alnasif.  

Styrelsen for Patientklager kritiserer lægehuset i Vojens for ikke at gøre nok for at sikre sig, at forældrene forstod, at astma kunne være farligt. 

“(Det er vores, red.) vurdering, at Aryam Alnassifs forældre ikke var bekendt med alvorsgraden af tilstanden samt hvilke symptomer, de skulle være opmærksom på, ligesom at det er en skærpende omstændighed, at der var sproglige vanskeligheder, som kunne have givet usikkerhed om, hvorvidt det var fuldt forstået, hvilke symptomer forældrene skulle reagere på,” står der i afgørelsen.  

Lægen bestilte en opfølgende tid til den otteårige pige mere end tre uger efter den første konsultation, og det er for lang tid at vente, vurderer styrelsen.  

“Det burde være sikret ved en konsultation eller anden kontakt nogle dage senere, at der fortsat var effekt af behandlingen,” står der i afgørelsen.  

Ifølge professor i almen medicin, Lars Bjerrum, så burde lægehuset allerede få dage efter have bestilt en opfølgende tid med tolk.   

“Her vil det være godt at bestille en tolk til en ny konsultation. Ikke efter tre uger, men efter nogle dage, når der er denne her sprogbarriere,” siger han.   

Hjertestop i venteværelset  

Men Aryam når aldrig til den opfølgende tid. Natten til den 10. august sidste år bliver hendes vejrtrækning tiltagende dårlig. Så da klokken slår otte, ringer hendes far til lægehuset, som giver hende en tid klokken 11.30 – 3,5 time senere.   

“Det er (…) vores vurdering, at Aryam Alnassifs tilstand burde have været konfereret med en læge, som akut skulle have vurderet, om der skulle tilkaldes ambulance, eller om der kunne gives en akuttid i lægeklinikken til behandling med det samme,” skriver styrelsen i afgørelsen.  

Faren ringer igen klokken 9.23, hvor han får at vide, at han kan komme ind til lægehuset, men sekretæren orienterer ikke lægen eller ringer efter en ambulance. Og det burde hun ifølge styrelsen have gjort.   

“Særligt burde (der, red.) have været iværksat en akut vurdering af Aryam Alnassif. Såfremt det ikke var praktisk muligt at give en akuttid til vurdering med det samme, burde der ved de telefoniske kontakter (…) have været rekvireret en akut ambulance via 112. Det er vores vurdering, at dette burde være gjort af lægeklinikken for at sikre relevant og præcis overlevering af oplysninger til 112,” står der i afgørelsen.  

Også ved de to opkald til lægehuset den 10. august er sprogbarrieren en skærpende omstændighed i kritikken. Sekretæren oplyste til styrelsen, at hun havde svært ved at forstå faren, men det burde ifølge styrelsen yderligere have betydet, at den otteårige pige skulle have været set hurtigst muligt.

Bare et stykke papir

Men kritikken fra Styrelsen for Patientklager er “bare et stykke papir”, mener faren Sohaib Alnasif.   

“Det betyder ingenting. Det er bare papir. Afgørelsen ændrer ingenting, og der er ingen konsekvenser for lægehuset,” siger han til Radio4 med hjælp fra en arabisktalende tolk.   

Hvis lægehuset ifølge Sohaib Alnasif skal lære noget af deres fejl, så skal der være en form for konsekvens andet end bare kritik, som lægehuset kan lære af. Familien har også klaget til Patienterstatningen, som nu vurderer, om familien har ret til erstatning efter Aryams død.   

Men det tyder ikke på, at lægehuset mener, at de har begået fejl i sagen. Her skriver den ansvarlige læge til Patienterstatningen, at “patienten er død som følge af udtalt vejrtrækningsbesvær, der udløste respirations- og hjertestop. Der var formentlig tale om et astmaanfald. Hun modtog relevant behandling, da hun kom til klinikken. Desværre er hun først kommet så sent i sit anfald, at hendes liv ikke stod til at redde.”  

Radio4 ville gerne have spurgt Lægerne Margrethevej i Vojens, hvordan lægens udtalelser hænger sammen med, at lægehuset får kritik for ikke at have givet pigen en akuttid på dagen for hjertestoppet, men lægehuset har afvist at svare på Radio4s spørgsmål til sagen.  

Men selv hvis familien får erstatning for deres datters død, så er det ifølge Sohaib Alnasif en ringe trøst.  

“Selv hvis de giver mig hele verden, så vil det ikke erstatte ét hår fra min datter.”

Afspiller nu

KRIMILAND

16:05
17:00