Strejke på Rigshospitalet: Skyldes protest mod ”giftigt arbejdsmiljø”

Skrevet af

14. oktober 2025

Charlotte Bech Mathiesen

chmat@radio4.dk

Joachim Vestergaard Jensen

jove@radio4.dk

Portørstrejken på Rigshospitalet skyldes utilfredshed med "et giftigt arbejdsmiljø", som også har ført til en sygemelding. Det viser et opslag på Facebook, ligesom en ansat bekræfter til Radio IIII.

Ritzau kunne tidligere i dag fortælle, at portører på Rigshospitalet har indledt en strejke på bagkant af et fagligt møde i morges.

Nu er Radio IIII kommet i besiddelse af et opslag, der er lavet på den lukkede Facebook-gruppe "Portører i Danmark" under overskriften "Resumé af fagligt møde på Rigshospitalet den 14. oktober 2025".

Og i det opslag, som er skrevet af en anonym bruger i gruppen, hævdes der altså en række påstande, som forklarer, hvad der ligger til grund for strejken:

"Portørerne på Rigshospitalet har i dag set sig nødsaget til at nedlægge arbejdet i strid med overenskomsten i protest mod et giftigt arbejdsmiljø," står der blandt andet.

Ifølge opslaget skulle det giftige arbejdsmiljø have ført til en sygemelding blandt en ansat, da personen angiveligt ifølge opslaget har været udsat for en opførsel, "der minder om chikane og mobning".

Radio IIII har været i kontakt med Brian Mattson, der er portør på Rigshospitalet, som sad med til orienteringsmødet tidligere i dag. Og han bekræfter altså resuméets udlægning af det faglige mødes indhold overfor os. 

I opslaget beskrives det videre, hvordan den nu sygemeldte ansatte angiveligt har oplevet "uforklarlige opslag i sin personalesag, at oplysninger fra denne ikke har været anvendt til legitime formål, og at oplysningerne er delt uretmæssigt og med uvedkommende”.

Det er dog ikke kun denne ene ansattes sygemelding, som portørerne i følge opslaget er utilfredse med. I opslaget hævdes følgende også:

”Samtidig ser portørerne stadig flere tjenstlige samtaler, urimelige forsøg på fyringer af flere kollegaer og på meget spinkelt grundlag.”

Det påstås, at det i særdeleshed er arbejdsmiljø- og tillidsrepræsentanter, som sættes under "hårdt pres" fra ledelsen.

Portørerne har ifølge opslaget angiveligt forsøgt at få en indrømmelse fra ledelsen om situationen, men det er ikke lykkedes.

Til slut i opslaget står der, at portørerne ønsker, at sagerne bliver undersøgt af uvildige parter, som "kommer med plausible svar på, hvad der er gået galt i sagsbehandlingen, og ad den vej hjælper til med at genopbygge den tillid til ledelse og samarbejde, der er tabt.”

Brian Mattson udtaler følgende til Radio IIII om sagen:

- Jeg mener, at vores ledelse skal tage stilling til den problemstilling, vi har stillet overfor dem og tage hånd om det og stå på mål, for de ting de gør.

Radio IIII har været i kontakt med den sygemeldte ansatte, som bekræfter sin sygemelding. Han vil dog ikke bekræfte opslagets indhold om det faglige møde, da han ikke var til stede.

Radio IIII har talt med centerdirektør ved Rigshospitalet, Lars Buhl, omkring opslagets påstande, som udtaler:

- For det første tager vi de ret alvorligt, når en stor gruppe som portørerne siger, at de ikke oplever et godt arbejdsmiljø. Vi har forsøgt at komme i tæt dialog med dem i løbet af i dag på et par møder, så vi hurtigst muligt kan finde ud af, hvad det er, som de oplever ikke lever op til det som man kan forvente er et godt arbejdsmiljø.

Han oplyser dog, at han er betænkelig ved at kommentere på den konkrete personalesag, hvor en ansat er blevet sygemeldt.

- Men det skal siges, at hvis man bliver i tvivl generelt set, om der uretmæssigt bliver slået op i ens personalesag, så skal man bare rette henvendelse til sin tillidsmand eller ledelsen, og så skal vi forklare præcis, hvorfor der er blevet slået op i noget.

Lars Buhl fortæller videre, at medarbejdere, der har følt, at der er tale om uretmæssige opslag i deres personalesager, har været indkaldt til møde, hvor ledelsen har forklaret, hvorfor de har slået op i deres personalesag. Han fortæller dog ikke konkret, hvilke medarbejdere, der er tale om.

Ifølge Lars Buhl er man generelt set fra ledelsens side berørt af medarbejdernes oplevelse af situationen og samarbejdet. Han udtaler, at der er blevet igangsat konkrete initiativer gennem tiden for at forbedre arbejdsmiljøet, ligesom man også tager den nuværende sag alvorligt:

- Vi har indkaldt dem til møder i dag og den kommende tid, hvor vi skal tale om, hvordan vi får det her ændret.

Afslutningsvist afviser Lars Buhl ikke, at der er sket konkrete fejl i sagen om den nu sygemeldte ansatte, som har igangsat strejken, men man ”vil blive ved med at undersøge det”.

- Hvis vi har lavet en fejl, så vil vi gerne undskylde. Og det vil jeg gerne i dialog med dem om.

Afspiller nu

Krimiland

06:05
07:00