Stormflod forgiftede Jens' skibsværft

Danmark var 20.-21. oktober ramt af storm og høj vandstand mange steder i landet. Kun i nogle områder betegnes vejret som stormflod. Det gælder ikke i Rødvig, selvom havnen blev ramt af bølger og høj vandstand. Flere både og skibe blev ødelagt.

Skrevet af

27. november 2023

gup@radio4.dk

gup@radio4.dk

Stormfloden i oktober har hvirvlet gammel forurening op fra havbunden og forgiftet Jens Roligheds skibsværft på Stevns i så alvorlig grad, at han ikke kan arbejde der. Og det er et stigende problem.

Jens Rolighed, der har et skibsværft ved Rødvig Havn, kan stadig ikke arbejde efter den stormflod, der ramte Danmark i oktober.

Men det skyldes ikke vandskader. Når han ikke kan arbejde, skyldes det gammel forurening, som har ligget i dvale på bunden af havnen i mange år. Da vandet trak sig tilbage efter oversvømmelsen af Jens Roligheds skibsværft, blev giftige stoffer liggende. De stoffer er nu i væggene og på gulvet af værftet og gør det umuligt for Jens Rolighed at arbejde. Det fortæller han til Radio4 Morgen.

“Jeg har fået at vide, at jeg gerne må gå ind i bygningen, men jeg må ikke arbejde der, for jeg må ikke få stofferne ind i kroppen. Det er for giftigt til, at jeg må arbejde på bådene, men det er også for giftigt til, at jeg må rydde det op og fjerne det. Det eneste, jeg kan gøre nu, er at vente på, at prøverne er færdigbehandlet, og først derefter kan der laves en handlingsplan,” siger han.

Du kan høre hele interviewet med Jens Rolighed her:

Problemet er ikke forbeholdt Rødvig Havn. Det siger Jacob Carstensen, der er professor i marin økologi ved Institut for Ecoscience ved Aarhus Universitet, til Radio4 Morgen.

“Vi ved, at der i flere danske havne ligger forurening gemt i havsedimentet på bunden. Når det stormer, så hvirvles det til overfladen og bliver spredt på havnen og miljøet rundt omkring,” siger han.

Du kan høre hele interviewet med Jacob Carstensen her:

Det er ifølge Jacob Carstensen kendt, at der er giftige stoffer i havsedimentet i flere danske havne. Men der findes ikke noget overblik over, hvilke havne som er forurenet, med hvilke stoffer eller hvor stor koncentrationen er.

Så længe stofferne ligger i dvale på bunden af havet, er de ikke skadelige. Faren opstår, når det stormer og stofferne hvirvles op til overfladen, og det er problematisk, hvis der kommer flere og voldsommere storme i Danmark.

Det kan ifølge Jacob Carstensen være bundmalingen fra skibe, som er årsag til forureningen.

Samme årsag peger Jens Rolighed på.

“De stoffer, man brugte i bundmalingen på skibene på erhvervs- og fiskerihavne i gamle dage, indeholder giftige stoffer, og Rødvig Havn er en fiskerihavn, hvor man i mange år brugte den slags bundmaling. De stoffer er faldet til bunds og ligger i det havsediment, som blev skyllet op i mit værft under stormfloden. Det er fyldt med tungmetaller og højest sandsynligt også TBT og andre hormonforstyrrende stoffer,” siger Jens Rolighed.

Men det er ikke kun mennesker, forureningen er et problem for, siger Jacob Carstensen.

“Der er forskel på, hvilke stoffer som ligger hvor – men nogle af stofferne påvirker forplantningsevnen hos havdyr, imens andre stoffer er direkte dræbende i høje koncentrationer. Problemet er også, at når stormen kommer, så bliver de giftige stoffer spredt over et større område.”

Stormfloden, som ramte Danmark mellem 20. og 21. oktober i år, var den værste i 119 år.

Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

KRANIEBRUD

11:10
12:00