Stor mangel på chauffører er ikke kun et engelsk fænomen: Danmark har også problemer

Lastbiler i Frihavnen i København, den 26. november 2010. Mangel på lastbilchauffører truer væksten i flere områder af landet. Mange vognmænd har problemer med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til transport af gods af mange slags rundt i Danmark. Derfor garanterer Transportens Arbejdsgivere, ATL, nu, at alle, der tager grundforløbet som chauffør på en erhvervsskole, kan få læreplads på en virksomhed. Det skriver Ritzau, lørdag den 27. januar 2018.. (Foto: Linda Kastrup/Scanpix 2018)

Skrevet af

6. oktober 2021

Det er ikke kun i Storbritannien, at der er mangel på chauffører. Også herhjemme er der mangel på arbejdskraft i transportbranchen. Og det har konsekvenser – både for vognmænd og chauffører, men også for andre brancher, som er afhængig af fragt.

Peter Flensted, administrerende direktør i Viggo Petersens Efterfølgere, som er en del af Danske Fragtmænd, har svært ved at finde chauffører til sine vogne.

“Det er rigtigt svært. Før i tiden sagde vi, at det var svært at finde en kvalificeret chauffør, det har vi strøget nu og sagt, at det er i det hele taget er svært at finde chauffører,” siger han til Radio4 Morgen.

Og det har konsekvenser.

“Oftest har vi bilerne stående tomme og stille, fordi der ikke er en afløser på bilerne. Konsekvensen er, at vi driver lidt rovdrift på de andre ansatte, som har for mange timer ift. hvad de ønsker. Den yderste konsekvens er jo så, at når folk har for mange timer, så begynder de også at finde andre brancher, så hvis ikke vi bliver bedre til at passe på vores chauffører, så er de ikke hos os længere”, siger han.

En af chaufførerne, som oplever presset på egen krop, er Denise Altenburg. Hun er chauffør hos Viggo Petersen Efterfølgere.

“Vi kan især mærke, at vi har meget mere arbejde at gøre i løbet af en dag, meget mere at nå på kortere tid, for ellers kan vi ikke få puslespillet nede på gulvet til at fungere. Og så kan jeg mærke på stemningen blandt mine kollegaer, at de er meget pressede”, siger hun til Radio4 Morgen.

Det er ikke nemt at få en fridag.

“Hvis jeg vil have en afspadseringsdag eller en fridag, så skal jeg minimum spørge om det en måned før tid, for der er ingen til at afløse. Hvis du er syg, så er du syg, men jeg har altid dårlig samvittighed, når jeg lægger mig syg, for jeg ved, at nu har eg en kollega der skal løbe dobbelt så hurtigt, fordi jeg ikke kan møde op den dag”, siger hun.

Ifølge en undersøgelse fra analysefirmaet Transport Intelligence mangler der lige nu ca. 2500 chauffører i Danmark.

Det skyldes en kombination af ekstra travlhed i branchen samt det faktum, at mere end hver anden chauffør er over 50 år. Det betyder, at der er en relativ høj afgang fra branchen, og der er derfor brug for nye og yngre kræfter.

“Vi skal gøre noget, og vi skal noget drastisk og hurtigt”, siger Peter Flensted, administrerende direktør i Viggo Petersens Efterfølgere.

Hør interviewet med Peter Flensted, administrerende direktør i Viggo Petersens Efterfølgere, som er en del af Danske Fragtmænd, og chauffør i Viggo Petersen Efterfølgere, Denise Altenburg, her: 

En ret alvorlig situation

Jesper Kronborg er branchedirektør for transport i Dansk Erhverv, og han understreger, at det er et problem.

“Manglen på arbejdskraft er generelt en udfordring for dansk erhvervsliv i øjeblikket, men i vejtransportsektoren ser vi nogle af de højeste tal nogensinde, som dels skyldes en stor efterspørgsel efter transporter men også høj gennemsnitsalder og problemer med at finde nye chauffører”, siger han til Radio4 Morgen.

“Samtidig er der også store problemer med mangel på chauffører uden for Danmark – i Europa, og alt det skaber bekymring for virksomheder, da det bremser aktivitetsniveauet i en branche som i forvejen kæmper med at balancere kapacitetsproblemer i markedet og høj efterspørgsel i transportydelser, så det er en ret alvorlig situation”, siger han.

Ifølge en undersøgelse fra analysefirmaet Transport Intelligence mangler der i Europa lige nu 400.000 lastvognschauffører. De største problemer har Polen, Tyskland og Storbritannien. I Tyskland mangler der nu mellem 45.000 og 60.000 chauffører. I Danmark anslår man, at der lige nu mangler 2500 chauffører.

“Vi er stadig langt fra de engelske tilstande og heldigvis for det. Men vores problemer er bestemt også reelle”, siger han.

Men det går ikke kun udover transportbranchen, når der er mangel på chauffører.

“Transportbranchen er et vigtigt bindeled mellem andre brancher. Det betyder, at manglen på chauffører ikke bare rammer vognmænd, men også kan få store konsekvenser for både produktions-Danmark og servicefag, hvis man ikke får taget hånd om problematikken løbende”, siger han.

“Hvis du ikke har chauffører, er der varer der ikke bliver produceret, affald der ikke bliver hentet, forsyninger der ikke når frem og butikker der mangler ting at sælge, og det er derfor at manglen på chauffører ikke kun er et anliggende for branchen selv, men burde ligge højt på agendaen over udfordringer hos både regering og myndigheder”, siger han til Radio4 Morgen.

Hør interviewet med Jesper Kronborg, branchedirektør for transport i Dansk Erhverv, her:

 

NaN:NaN
NaN:NaN