Støjberg støtter nej-kampagne op til afstemning om EU-forbehold

Inger Støjberg og Kristian Thulesen Dahl på Dansk Folkepartis årsmøde i MCH Herning Kongrescenter lørdag den 18. september 2021.

Skrevet af

1. april 2022

sks@radio4.dk

sks@radio4.dk

Inger Støjberg og DF’s Kristian Thulesen Dahl kommer nu med en fælles opfordring til danskerne om at stemme nej til afskaffelse af forsvarsforbeholdet d. 1. juni.

Danmark er bedst tjent med at fastholde sit EU-forbehold på forsvarsområdet og fremfor at afskaffe et velfungerende forbehold, bør vi som nation intensivere kræfterne i NATO.

Sådan lyder den fælles opfordring fra Inger Støjberg og Dansk Folkepartis tidligere formand Kristian Thulesen Dahl.

Hør interviewet med Inger Støjberg i Radio4 Morgen her:

“I en tid hvor vi presses fra Rusland, virker det uklogt at sprede investeringer og ressourcer i flere forskellige knopskydninger af forsvarssamarbejder. Vi ved, at NATO fungerer og har gjort det i årevis. Derfor opfordrer vi nu – i fællesskab – danskerne til at stemme nej til afskaffelsen af vores forsvarsforbehold,” siger Inger Støjberg til Radio4.

Ved afstemningen om EU-retsforbeholdet tilbage i 2015 var Inger Støjberg som udlændinge- og integrationsminister ellers en særdeles hård kritiker af Dansk Folkepartis nej-kampagne, som hun dengang anklagede for at være uhæderlig og skabe mistillid til det politiske system.

I dag har den tidligere næstformand i Venstre en anden opfattelse.

“Jeg er ked af den kritik, som jeg udsatte Dansk Folkeparti for tilbage i 2015. Min opgave dengang var at være tro mod partitoppen i Venstre. I dag er jeg fri og sandheden er, at jeg aldrig har været helt overbevist om fordelene for Danmark, når EU styrkes. Jeg ønsker et reduceret EU, der alene bygger på de oprindelige planer for EF-samarbejdet,” forklarer hun til Radio4.

Inger Støjberg afsoner i øjeblikket sin dom på 60 dages ubetinget fængsel med fodlænke og den fælles opfodring til at stemme nej d. 1. juni bliver i dag fremsat i en video på hjemmesiden Inger.dk.

Her forklarer Kristian Thulesen Dahl sin utilfredshed med baggrunden for den kommende afstemning om EU-forbeholdet. Desuden glæder han sig over Støjbergs støtte til nej-kampagnen og den kommende valgkamp.

“Nu skal vi kæmpe, alt hvad vi har lært for at overbevise danskerne – og så glæder mig til den dag, hvor vi sammen skal ud på gader og stræder og i fællesskab får fortalt danskerne, at de skal stemme nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet,” siger Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti.

Afspiller nu

KRIMILAND

16:05
17:00