Hvis Aki-Matilda Høegh-Dam i dag bliver valgt ind i Inatsisartut, forventer hun at trække sig fra sin plads i Folketinget.
Den populære grønlandske politiker Aki-Matilda Høegh-Dam har planer om at trække sig fra sin plads i Folketinget, hvis hun i dag bliver valgt ind i Inatsisartut, det grønlandske parlament.
- Det kommer i hvert fald ikke til at være sådan, at jeg til næste åbning vil komme op og holde tale til Folketingets åbning, siger hun til RADIO IIII foran valgstedet i Nuuk.
Hun fortæller, at hendes suppleanter fra partiet Naleraq, som hun repræsenterer, er i gang med forberedelserne til at skulle erstatte hende i Folketinget.
Ved seneste folketingsvalg i 2022 fik Aki-Matilda Høegh-Dam med 6655 personlige stemmer over en tredjedel af de afgivne stemmer i Grønland.
Hun var oprindeligt valgt ind for Siumut, men skiftede i januar til Naleraq. Hun oplyser, at alle hendes suppleanter ligeledes er skiftet til hendes nye parti.
Det bliver dog ikke umiddelbart efter det grønlandske valg, at Naleraq skal finde en erstatning for hende i Danmark.
- Lige nu ved jeg, at der er nogle enkelte punkter og lovgivninger, jeg gerne vil gøre færdige i Folketinget, heriblandt FKU-lovgivning, siger hun.
- Men jeg forestiller mig, at efter de her lovgivninger, så kommer jeg til at trække mig, så det er, at den næste kan komme ind, siger hun til RADIO IIII.