Søren Espersen om formandsvalg: Jeg er ikke kandidat

Skrevet af

22. november 2021

Den 23. januar bliver dagen, hvor en ny formand for Dansk Folkeparti skal findes. Det besluttede hovedbestyrelsen i partiet på et møde i weekenden.

Efter at den nuværende formand, Kristian Thulesen Dahl, meldte ud, at partiet skulle have en ny formand, har der været mange navne i spil – både i og udenfor partiet.

Men folketingsmedlem Søren Espersen er ikke en af kandidaterne. Det siger han til Radio4 Morgen:

“Jeg er ikke kandidat. Der er så mange andre dygtige. Jeg synes ikke, jeg har energi til at være formand. Jeg ved, hvor anstrengende og krævende, det er. Så det tror jeg, at jeg vil afstå fra at gøre. Det skulle være i en særlig vild situation, men ellers aldrig.”

Søren Espersen vil dog ikke pege på, hvem han mener skal være formand, selvom han har besluttet sig for, hvem han vil stemme på:

“Jeg tror, der bliver kampvalg. Og så må vi se, hvem der vinder. Jeg håber så, at alle vil bakke op om ham eller hende.”

Hør interviewet med DF’s folketingsmedlem Søren Espersen i Radio4 Morgen her:

Lene Baggesø, der er lokalformand for DF’s lokalforening i Tønder, håber også, at en kommende kandidat kan samle partiet:

“Mit dreamteam vil være Morten Messerschmidt som formand og Peter Kofod som næstformand,” siger hun til Radio4 Morgen.

Lene Baggesø mener godt, at Morten Messerschmidt kan være formand, selvom han er idømt seks måneders betinget fængsel for svindel med EU-midler i byretten.

“Efter min overbevisning kan han bestemt være formand,” siger Lene Baggesø, der henviser til, at Morten Messerschmidt har anket sin dom til landsretten.

Hør lokalformand for DF’s lokalforening i Tønder Lene Baggesø i Radio4 Morgen her:

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Afspiller nu

A-Z

01:00
05:00