Skattekroner brugt på fadøl, p-bøder og festivaler: Kommunal forvaltning mangler bilag for 130.000 kr.

Rådhuspladsen med Københavns Rådhus og Rådhustårnet. Rådhuspladsen er igen en hel plads efter at Metro Cityringen er færdig. I Københavns Rådhus hører en del af Københavns Kommune til

Skrevet af

18. august 2023

tohb@radio4.dk

tohb@radio4.dk

I flere tilfælde har Københavns Kommune brugt skattekroner på udgifter, der ifølge kommunen selv er i strid med reglerne. Samtidig mangler der bilag for over 130.000 kr. fra 2022. Det afslører ny undersøgelse.

Kander med fadøl på festivaler, drinks og øl på værtshuse til langt ud på aftenen, massage, sko og betaling af parkeringsbøder. 

Sådan er borgernes penge blandt andet blevet brugt i Københavns Kommune de seneste år. 

Det viser en intern undersøgelse og en lang række bilag fra Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune, som Radio4 har fået aktindsigt i. 

Ifølge rapporten har forvaltningen i flere tilfælde brugt skattekroner i strid med interne retningslinjer og betalt for udgifter, hvor der er “væsentlig tvivl” om, hvorvidt pengene er brugt på lovlige formål.

“Vi har ved vores gennemgang af de udvalgte regnskabsbilag konstateret mange bilag, hvor der efter vores vurdering er væsentlig tvivl, om udgiften har et kommunalt formål,” står der i den nye rapport, der er udarbejdet af Københavns Kommunes uafhængige enhed Intern Revision. 

Her fremgår det blandt andet, at der mangler bilag for udgifter til sammenlagt 133.000 kr., og at der er betalt for udgifter, som er på kant med reglerne. 

Blandt andet er der i flere tilfælde betalt parkeringsbøder, julefrokostarrangementer har været langt dyrere end det tilladte, en medarbejder har fået betalt et fire dage langt hotelophold i København inkl. forplejning i strid med interne retningslinjer, og der er købt sko og tøj for flere tusinde kroner, hvor kommunens revision er usikker på, om det er inden for reglerne eller ej.

Ifølge Lars Laustrup, der er ressourcedirektør i Kultur- og Fritidsforvaltningen, tager kommunen kritikken alvorligt.

“Undersøgelsen går grundigt til værks, og Intern Revision har fundet en række kritiske forhold. Vi er enige i rapportens konklusioner, som vi nu er i gang med at håndtere,” skriver Lars Laustrup i et skriftligt svar.

Har undersøgt over 2400 posteringer

Den uafhængige enhed har de seneste måneder undersøgt en lang række af de udgifter, som medarbejderne i Kultur- og Fritidsforvaltningen har fået betalt med skattekroner i løbet af 2022. 

Undersøgelsen blev sat i gang, efter at Berlingske i februar afslørede, hvordan de kommunale spillesteder Amager Bio og BETA havde brugt penge på drinks og alkohol på festivaler, middage med kobekød på en restaurant i Danmark og alkohol under en rejse til Hamburg. 

I alt er 2.426 posteringer fra hele forvaltningen blevet undersøgt, og ifølge rapporten har det vist sig, at der i 142 tilfælde manglede dokumentation for indkøbet.

Det er ikke lykkedes kommunen at finde bilagene for 61 udgifter, der sammenlagt løber op i 133.000 kr. Derfor ved kommunen heller ikke, “om der er tale om en kommunal udgift,” står der i rapporten. 

”Der har været tale om en kultur, som er blevet til over tid, og som har bygget på en uklarhed om reglerne. Det er os som ledelse, der har ansvaret for, at der er klare regler og retningslinjer, og at de er kendte ude i forvaltningen. Det har vi arbejdet intenst med hele dette kalenderår. Og jeg har tillid til, at medarbejdere og ledere ude lokalt bliver i stand til at efterleve dem,” skriver ressourcedirektør Lars Laustrup i et svar.

Det har ifølge rapporten også vist sig, at forvaltningen har betalt 121 udgifter, hvor der “er væsentligt tvivl, om udgiften har et kommunalt formål, om der er taget skyldige økonomiske hensyn ved forvaltningen af offentlige midler, eller om den afholdte udgift er inden for kommunens regler,” står der. 

Der er også fundet et eksempel på, at en nu fratrådt medarbejder i strid med reglerne har taget en Apple-computer og en taske – der sammenlagt kostede kommunen i alt 22.000 kr. – med hjem, efter at personen fratrådte.

Det blev først opdaget i forbindelse med undersøgelsen, og den fratrådte medarbejder har nu måtte levere computeren tilbage igen, fremgår det. 

Øl og drinks på kommunens regning

Radio4 har fået aktindsigt i en lang række bilag fra Kultur- og Fritidsforvaltningen i Københavns Kommune, der blandt andet viser, hvordan der de seneste år er brugt skattekroner på udgifter til drinks og øl. 

Der er blandt andet betalt for øl på værtshuse i København og på både Nibe Festival og Roskilde Festival. 

Berlingske har tidligere afsløret, hvordan den type udgifter også har fundet sted hos Amager Bio og Beta.

Det er pengene blandt andet gået til

Bilagene, som Radio4 har fået aktindsigt i, viser, at Kultur- og Fritidsforvaltningen i København i flere tilfælde har brugt penge på alkohol. Herunder er et udpluk af udgifterne.

  • Blue Raven: Den 3. september 2020 kl. 19.37 blev der købt to øl på ølbaren Blue Raven på Amager i København til 125 kr. Kl. 20.26 blev der igen købt to øl til 125 kr.
  • Murphy’s: Den 18. september 2019 kl. 11.30 blev der købt to øl på Murphy’s Irish Pub i Københavns Lufthavn for 142 kr.
  • Roskilde Festival: Den 3. juli 2019 kl. 15.37 blev der købt fire dobbelte vodka drinks til 400 kr. på Roskilde Festival. Samme dag kl. 23.15 blev der købt en kande øl til 205 kr. Igen kl. 23.58 blev der købt en kande øl til 175 kr.
  • Nibe Festival: Den 30. oktober 2021 kl. 2048 blev der betalt 100 kr. for 1 flaske husets rødvin på Nibe Festival.
  • Hop House: Den 23. november 2021 kl. 18.20 blev der købt øl for 375 kr. på Hop House.
  • Bar barbar: Den 24. august 2020 kl. 18.23 blev der købt 2 øl til 130 kr.
  • Bootleggers Amager: Den 11. september 2020 blev der betalt 290 kr. på Bootleggers Amager.
  • Søren’s Værtshus: Den 2. december 2021 kl. 22.54 blev der betalt for to store halvliters øl og 2 gin hass til i alt 250 kr,.
  • Søren’s Værtshus: Den 15. juni 2021 kl. 18.31 blev der købt seks halvliters øl og 6 Fernet Branca til 420 kr.

Ifølge bilagene, som Radio4 har fået aktindsigt i, er der blandt andet betalt for kander med fadøl og dobbelte vodka drinks på Roskilde Festival, drinks og øl til langt ud på aftenen på Sørens Værtshus og øl på barer rundt om i København.

Ressourcedirektør Lars Laustrup erkender, at den slags indkøb er problematiske. 

“Det er ikke i orden at købe og drikke alkohol i arbejdstiden. Ifølge Københavns Kommunes alkoholpolitik er alkohol ikke foreneligt med arbejdet i kommunen. Efter aftale med den lokale ledelse, kan der dog serveres alkohol ved særlige lejligheder – fortrinsvist i forbindelse med arbejdstids ophør. Det gælder også ved repræsentationsmiddage,” skriver han i et svar.

Han vil ikke svare på, om de forskellige forhold, som kommunen har opdaget, har fået personalemæssige konsekvenser.

”Jeg kan ikke udtale mig om eventuelle personalesager. Gennem hele 2023 har vi indskærpet retningslinjer for blandt andet køb af alkohol, så alle er klar over regelsættet i Kultur- og Fritidsforvaltningen. Vi har yderligere sikret en mere central kontrol af indkøb og bilag, så vi fremadrettet minimerer risikoen for fejl.”

Efter Berlingskes afsløringer om Amager Bio valgte bydelslederen i Kultur og Fritid Amager Øst at sige sin stilling op i kølvandet på, at forvaltningen havde indledt en disciplinærsag mod lederen. Efterfølgende besluttede kommunen så at lave “en større revisionsmæssig undersøgelse af bilagshåndteringen i hele forvaltningen,” har Berlingske beskrevet.

Det er resultaterne af den undersøgelse, der nu er klar.

Forvaltningen har tidligere fået hård kritik af revisionen for at have et omfattende bilagsrod, og ifølge den nye rapport har forvaltningen siden “gjort en indsats” for at få medarbejdere og ledere til at leve op til reglerne.

Ifølge Lars Laustrup har der tidligere været “en meget stor koncentration af bilag” fra netop Amager Bio, men kommunens revision har i forbindelse med den nye undersøgelse ikke fundet lignende forhold i andre kommunale afdelinger, forklarer han.

Intern Revision konkluderer, at kommunen er blevet mere opmærksomme på at efterleve reglerne. Men blandt andet på grund af de mange forsvundne bilag, der ifølge rapporten “øger risikoen for, at uregelmæssigheder kan holdes skjult,” er der ifølge rapporten brug for mere fokus på bilagshåndteringen.

“Det er vores vurdering, at indsatsen i de senere år ikke i tilstrækkelig grad har virket, og der er således behov for en indsats rettet mod alle enheder i KFF (Kultur- og Fritidsforvaltningen, red.) for at sikre, at kommunens regler efterleves,” fremgår det.

Afspiller nu

UGENS HØJDEPUNKTER FRA RADIO4 EFTERMIDDAG

03:00
04:00