Skat diskriminerer handicappede: Nu går regeringspartier ind i sag

Skrevet af

29. januar 2025

Simon Kvist Sandemand

sks@radio4.dk

OBS: Artiklen er opdateret med udtalelse fra Moderaterne og svar fra Skattestyrelsen.

Venstre og Moderaterne vil tage sag op med ministre, efter at eksperter over for RADIO IIII har vurderet, at Skattestyrelsen fører en praksis der, afskærer handicappede fra at drive selvstændig erhvervsvirksomhed.

Regeringspartierne Venstre og Moderaterne vil ændre Skats praksis, der forhindrer personer med handicap i at drive erhvervsvirksomhed.

Det siger partiets handicapordfører, Christian Friis Bach, til Morgen på RADIO IIII.  

- Vi vil prøve at sikre, at Skattestyrelsen har mere tålmodighed. Det vil vi tage op. Jeg vil tage det op allerede nu med skatteministeren og socialministeren, siger han.

Udmeldingen kommer, efter at RADIO IIII tirsdag kunne fortælle, at de danske skattemyndigheders praksis ifølge eksperter afskærer personer med handicap fra at drive selvstændig virksomhed. 

Det sker, fordi de danske skattemyndigheder ikke tager hensyn til iværksættere, der på grund af handicap ikke kan arbejde lige så meget, og dermed heller ikke tjene lige så meget som flertallet. 

Det resulterer i, at drømmen om at drive selvstændig erhvervsvirksomhed bliver umulig at opnå, hvis ens erhvervsevne er væsentligt nedsat. Det siger professor i selskabsret på CBS, Søren Friis Hansen, der har gennemgået og vurderet en konkret sag for RADIO IIII.  

-  Problemet er, at skatteyderen de facto bliver afskåret fra at drive selvstændig erhvervsvirksomhed, fordi han ikke er i stand til at yde det antal arbejdstimer, som ifølge Skat skal være opfyldt for, at man kan tale om erhvervsvirksomhed. I praksis bliver han forhindret i at være selvstændig erhvervsdrivende, siger han. 

Konsekvensen af Skats praksis er, at virksomheden bliver stemplet som en hobbyvirksomhed i stedet for en erhvervsvirksomhed, og så mister man som iværksætter en række rettigheder. 

- Det her er et eksempel på, at vi går i for små sko som samfund over for mennesker med handicap. Netop når det gælder iværksættere, så skal Skattestyrelsen have noget mere tålmodighed, siger Venstres handicapordfører, Christian Friis Bach.

Ifølge forsker på Institut for Menneskerettigheder, Annika Frida Petersen, er der også tale om mere end blot små sko. 

- De her regler læner sig så meget op af at stille personer med handicap ringere, at jeg mener, at det er et tilfælde af indirekte diskrimination. Det forekommer mig usandsynligt, at man ikke kan lave regler, der tager hensyn til folk med handicap uden at stille dem ringere, siger hun.

Moderaternes skatteordfører, Mohammad Rona, undrer sig også over Skattestyrelsens praksis.

- Problematikken kommer bag på mig. Jeg tager det gerne op med skatteministeren. Når der, som eksperten fra Institut for Menneskerettigheder peger på, er tale om diskrimination begynder jo det at lugte lidt. Det er ikke fair over for mennesker med handicap, siger han.

Skattestyrelsen har ikke ønsket at stille op til interview om kritikken af deres praksis, men udtaler i et skriftligt svar:

- Skattestyrelsen har ubetinget tavshedspligt og kan derfor ikke udtale sig om den konkrete sag. Det gør naturligvis indtryk, når der bliver stillet spørgsmål til vores praksis. Skattestyrelsen vil derfor generelt se på, om praksis på området i tilstrækkeligt omfang tager højde for handicaplovgivningen.

Afspiller nu

Morgen

06:05
10:00