Der er en klar tendens til, at ansatte i kommunerne vest for Storebælt er mindre syge end forventet, og at de ansatte i kommunerne øst for Storebælt er mere syge end forventet. Det viser tal fra Indenrigsministeriet i en ny rapport.
Sygefraværet blandt kommunalt ansatte varierede i 2019 på tværs af kommunerne fra 9,3 procent til 14,7 procent. Det svarer til, at de ansatte har omkring en uges mere sygefravær om året i den kommune med højest sygefravær i forhold til den kommune med lavest sygefravær.
En af de kommuner, der har et højt sygefravær, er den sjællandske kommune Frederikssund. Her var der i 2019 et sygefravær på 14 dage pr. medarbejder.
“Det høje sygefravær kan forklares på flere måder. Hos os har der været problemer med stress, og arbejdsmiljøet hos flere af vores ansatte har været et problem. Derudover har vi også oplevet en del langtidssygemeldinger – f.eks. i forbindelse med kræftsygdom,” siger kommunaldirektør i Frederikssund Kommune, Torben Kjærgaard.
Anderledes lyst ser det ud i den anden ende af landet. I Lemvig Kommune har de nemlig landets laveste sygefravær. 9,3 dage er de kommunalt ansatte i gennemsnit syge om året.
“Vi har arbejdet kontinuerligt med sygefravær siden 2007. For mig at se er det afgørende punkt, der sikrer få sygedage, god ledelse. Vi har haft stor fokus på ‘best practice’, hvor vi har indsamlet gode eksempler til efterfølgelse i kommunen,” siger Lars Keld Hansen, kommunaldirektør i Lemvig Kommune.
Men den øjensynlige forskel mellem Øst- og Vestdanmark kan være svær at forklare. Det siger Thomas Lund, der blandt andet forsker i sygefravær på Center for Socialmedicin på Frederiksberg Hospital.
“Der kan være mange forskellige grunde til, at vi ser den her forskel. Nogle kommuner er mere belastede end andre. Det kan for eksempel være hårdere at være sagsbehandler i Hovedstaden end i Lemvig. Der findes i hvert fald helt klart det, vi kalder for hovedstadsproblematikken. Derudover skal man måske også se på kommuners villighed til at ansætte folk med nedsat arbejdsevne, eller hvordan kommuner håndterer sygefravær og langtidssygemeldinger. Men helt overordnet, så er det faktisk ret vanskeligt præcis at forklare, hvorfor vi ser den forskel, vi ser,” siger han.